20. december - pergament

Jeg glemte selvfølgelig at tage billeder undervejs, men det er en rimelig simpel proces.

Trin 1
Tegn hvad du nu skal tegne (med vandfast blæk!!) på noget almindeligt hvidt papir - du kan også vente med at tegne til allersidst.

Trin 2
Riv kanterne af papiret og krøl det. Fold det ud og krøl det igen. Og igen. Indtil du synes det er trashet nok. Og så lige en gang til.

Trin 3
Læg et stykke bagepapir i en bradepande (helst op ad siderne også) og læg dit papir ovenpå i et enkelt lag.

Trin 4
Bryg en kop meget kraftig kaffe og hæld det ud over papiret. Alt papiret skal være dækket, så det kan godt være nødvendigt med en kop mere, afhængig af din bradepande. Sørg for at papiret ikke overlapper - forsigtig, det bliver skrøbeligt.

Trin 5
Lad papiret stå og trække i kaffen, gerne natten over. Eller du kan evt. stille det ind i ovnen og glemme alt om det en lille uges tid.

Trin 6
Hæld meget forsigtigt så meget kaffe som mulig fra. Papiret er enormt skrøbeligt på nuværende tidspunkt. Som vådt papir normalt er.

Trin 7
Bag papiret. Temperaturen kommer sig ikke så nøje, du kan bare stille det ind, når du alligevel skal bage noget andet. Husk at holde øje med det. Men jeg har nu aldrig oplevet at det er blevet helt brændt.

Trin 8
Køl af. Tag op af bradepanden. Brug evt. en paletkniv, hvis det hænger lidt fast. Det skulle gerne føles som almindeligt papir igen - dvs. du kan tegne på det, farvelægge det og krølle det lidt mere, hvis du synes det trænger. Kaffe og ovn giver kanterne en meget mørk farve, men hvis det skal være endnu vildere kan du også brænde det lidt med en lighter.


På ganske upædagogisk vis har jeg her lavet det uden bagepapir.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.