søndag den 3. januar 2016

Hvori tiøren falder

En dag spurgte min psykiater mig: "Hvad er det i virkeligheden du er bange for?"

I _virkeligheden_.

Det kunne jeg ikke rigtigt svare på. Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg ikke får ting gjort? Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg bliver fuldstændig blokeret når jeg forsøger at skrive?

Så gik jeg hjem og gik i gang. Med at arbejde. På noget helt andet end det jeg troede jeg skulle arbejde med og på. Sådan har det været siden - hele tiden noget andet end det jeg troede, hele tiden overraskelser og cirkelspark i mellemgulvet, hele tiden en rutschetur der er så vild at jeg halvdelen af tiden skriger på mere, halvdelen af tiden skriger jeg vil af.

Jeg har været umulig hele juleferien og første januar ramte det mig hvorfor. Så latterligt indlysende når først man har set det, sådan som det altid er. Det ramte mig som en hammer, som en åbenbaring og jeg blev så lettet og jeg tænke "årh fuck. Årh fuck nej. Alt andet end det".

Så nu ligger jer her, på min sofa, på årets første søndag, og forsøger at komme overens med at alt er godt og som det skal være, og at alt er så ubærligt og frygteligt og uønsket. På en gang.

2 kommentarer:

  1. Ved ikke hvad jeg skal skrive. Synes bare det lyder til du trænger til en virtuel krammer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - det er jeg virkelig glad for :) Det hele er lige lidt vildt lige nu. På den stilfærdige og udramatiske måde.

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.