fredag den 8. februar 2013

Låveståry, del 4

En dag i starten af 2008 skrev Es til mig på msn. Det var der ikke som sådan noget mærkelig i (det var inden Facebook fuldstændig havde overtaget internettet), men det var en besked der vendte op og ned på alting.

"Jeg tror jeg har fået en kæreste"

Jeg havde fulgt Es gennem en del (frugtesløse) forelskelser, så det var store sager. Han var meget begejstret, og det samme var jeg; endelig var det lykkedes, og der var (og er) ingen der fortjente det så meget som Es. Han fortalte om hende og sagde ting som "jeg havde slet ikke set det komme" og "det er så stort"- og den rigtig tunge "det er noget andet med Prinsessen". Det var noget andet end alle de tidligere forelskelser, det var tydeligt, og i det øjeblik skete der noget i mig.

Jeg holdt op med at være forelsket i Es. Bare sådan. Det var soleklart at han var en andens nu, og man drømmer ikke om nogen der tilhører en anden. Ikke på den måde, i hvert fald. Så med ét opstod der et hul i mit liv, og det virkede pludselig så tomt. Godt, men uforklarligt tomt, og jeg var tvunget til at se på mit og Ex'ens forhold i et helt nyt lys, og indse at det var "as good as it gets". Altså, det skete ikke alt sammen i løbet af en samtale på msn, vel, men i løbet af ugerne efter.

Vi havde snakket om at få børn, mig og Ex'en, og vi havde snakket om at blive skrevet op til en af de store lejligheder. Vi var blevet gode forældre, det er jeg stadig overbevist om. Jeg forestillede mig endnu mere forstadsidyl med far, mor og børn og det hele, og det var faktisk overhovedet ikke nogen dårlig fremtidsudsigt. Men pludselig blev jeg i tvivl. For hvad nu hvis vi ikke fik det barn?

En noget anderledes fremtidsvision udfoldede sig for mig. I stedet for idyllisk happy family, så jeg to mennesker sidde på 130kvm med hver deres liv - som gode venner, og i god ro og orden, bevares, men helt uden den gnist, der gør at man er et par, og ikke bare to mennesker der bor sammen (hold-nu-op-det-var-en-lang-sætning. I må godt trække vejret nu). Nu siger jeg det lige up front: Det var alt sammen mig. Det var min skyld, og mig der fuckede det op. Jeg gik i panik, ok?

Jeg kan ikke længere huske om det startede med forums mindre stuerene chat, eller med at jeg gik med ham pokerfyren hjem efter en fest, men galt gik det i hvert fald... ja, vi har etableret at jeg er var et frygteligt lille menneske, ok? Ingen grund til at vade mere i det... Jeg lagde ikke så meget i det i starten (jvf. det jalousiløse hippie-forhold), og tænkte måske egentlig at det var bedre "at få det ud af systemet". Og hey, der var jo ikke andet i det end sex.

Lige indtil jeg var sammen med en fra mit studie, that is.

...ja, jeg ved godt jeg slutter hvert afsnit med en cheesy cliffhanger, og hvad så? Jesus, det skal man jo når det er en føljeton! I bliver måske lige lovlig krævende, hvis I også vil til at have kvalitet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.