onsdag den 31. august 2011

I morgen

Puh. Så er det i morgen.

Første september. Studiestart.

Har helt ondt i maven.

Ved faktisk ikke helt hvordan jeg har det med det.

mandag den 29. august 2011

Alting på én gang

Synes jeg føler tusind ting på én gang for tiden. Svinger mellem ekstremerne og kan ikke finde balancen.

Er helt nede fordi jeg ikke kan finde ud af det der med at starte i skolen igen. For det passede lige så fint med at så kunne jeg gå til eksamen og så på barsel bagefter og så skulle han komme ud i slutningen af august og så skulle jeg være herhjemme og passe min lille baby. Og jeg ved godt at børn er sådan nogle der kommer og vælter hele ens verden, og det var også ok, for man vidste stadig hvad man skulle og så ville han jo være der når man skulle stykke det hele sammen igen. Jeg vidste godt han ville vælte hele min verden, jeg havde bare aldrig forestillet mig det ville være sådan her. Og så tænker jeg at det var fordi jeg havde tænkt at jeg i hvert fald ikke ville have alle mulige forestillinger og så bitche over det ikke blev sådan og så sagde verden lige SMÅKAGE og så kan du lære det, for det her havde du ikke regnet med og sådan skal det være at få børn.

Jeg sagde til Manden at det var anderledes når jeg kiggede på hans billeder nu, at jeg stadig bliver ked af det, men at det er anderledes ked af det. Varm ked af det. Og så sagde Manden at det var lige præcis sådan. Jeg vidste ikke der var mere kærlighed, at der kunne være mere kærlighed, men det er der. Masser og masser og jeg græder ikke fordi jeg bliver trist, men heller ikke fordi jeg er lykkelig. Men fordi han er så fin og dejlig og tanken om ham gør mig helt varm indeni. Varm ked af det.

Og samtidig skændes vi tit... eller, vi skændes ikke, og har aldrig gjort det. Men for tiden bliver jeg vred og ked af det fordi Manden bliver væk, mentalt. Fordi han siger han har det fint og er kommet videre og ikke er ked af det, når jeg kan se det er løgn. Når han snakker udenom når jeg forsøger at snakke, når han glemmer at sætte pris på den indsats jeg gør for at give ham plads og fred og ro. Når han ikke fortæller mig hvordan han har det, men hele tiden bare vil fikse det hele selvom han ikke kan og ikke har plads til mere, og bare aldrig siger hverken til eller fra. Vi bider af hinanden og bliver kede af det med det samme og siger undskyld og holder om hinanden, men der bliver stadig ikke mere plads indeni til at rumme hinanden. Og jeg ville så gerne at han bare gav slip og lod det hele komme ud, så vores lille vidunderlige søn ikke bliver til en stor øm klump indeni ham som vi aldrig kan snakke om fordi det gør for ondt. Jeg bliver frustreret og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke presse ham til at føle noget han ikke føler eller ikke er klar til at føle, men samtidig kan jeg ikke holde det tilbage for evigt for så får jeg en betændt klump indeni og vi kommer til at liste rundt om hinanden for evigt af frygt for at træde hinanden over tæerne. Og jeg er træt af at få at vide vi klarer det fint, og at vores styrke er hinanden, og at vi er et godt par, og at vi har det godt sammen. For vi klarer det ikke en skid fint og jeg aner ikke hvad vi skal gøre. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre - jeg ved ikke om det er for min ellers hans skyld jeg gerne vil have han får det ud, for det virker også så underligt sadistisk at blive glad for han bliver ked af det og endelig, endelig, endelig siger det han egentlig føler: "Jeg hader ham, fordi han forlod os"

søndag den 28. august 2011

Tømmermands-blogging

Min gymnasieveninde Emmie var på besøg i går. Og ville gerne se billeder og høre alt om Ronan og var slet ikke fjern eller overfladisk. Ville bare ønske hun boede tættere på.
Om eftermiddagen tog vi ind til Esserne, og så var der nogen (Manden, red.) der fik den idé at vi skulle spille indsamlingsshow-drukspil uden regler sammen med vores hotdogs. Vi havde aftalt "passende moderat alkohol-indtag" men det var bare en af de aftener hvor det var alt for hyggeligt til ikke at indtage tømmermænds-fremkaldende mængder af gul gajol, blåbærlikør, øl, vin, cider, snaps og cognac. Sammen med en æske Lidl-vekao-parcipan-"chokolader"

Jeg vil lade aftenen stå som udvalgte uddrag af samtaler. Jeg ved godt det er langt, men det var bare en af den slags aftener (og min hjerne er for mushy til at gøre det til et bedre indlæg)

Prinsessen: "Mmmm, blåbærlikør"
Konen: "Det er bare lidt kraftigt. Som ufortyndet saftevand"
Es: "Vi har danskvand. Så bliver det blåbær-sodavand"

Konen: "Whoa, Rasmus Seebach, det bliver vi nok nødt til at skylle ned med en gajol!"
Es: "Ad, ad, ad! For Rasmus Seebach!"

Manden: "Nik og Jay!"
Konen: "Det må jo så være to"
Es: "En for hver?"
Konen: "Ja, de er dobbelt-dårlige"
Emmie: "Jeg kan godt lide Nik og Jay"
Es: "Så skal du drikke en ekstra. For Nik!"
Konen: "...og for Jay!"
Fælles: "Eeeeew...den skal skylles ned med noget andet"

Emmie: "Varde kaserne!"
Es: "SKÅL!"

Emmie: "Bestseller 5 millioner"
Es: "Ja, så bliver vi jo nok nødt til det. For Bestseller!"
Emmie: "Selvom de sikker sagtens kunne undvære det dobbelte"

Manden: "Uh, uh, uh der er sexmedposten.dk igen!"
Konen: "Så bliver vi nok nødt til at drikke"

Konen: "Hey, det er Four Jacks"
Manden: "De er gode"
Konen: "Men det er Stig Rossen. Så skal vi have et shot. For Stig Rossen!"
Manden: "For Jesper Lohman!"
Prinsessen: "For Keld Heick!"
Es: "For ham den fjerde!"

Es: "Det er første og sidste gang i mit liv jeg siger det her: For kongehuset!"

Manden: "Hvis Mærsk giver fem millioner så drikker vi af det der risbrændevin"
Konen: "Jamen de skriver jo aldrig hvad Mærsk giver"
Emmie: "Ja, det er for nemt. Men hvis de skriver det skal I drikke hvis det er over en million"
Manden: "Jeg drikker to hvis Mærsk selv kommer i studiet"
Konen: "Men det sker jo ikke. Hvis der er nogen som helst der giver ligeså meget som Bestseller er det risbrændevin"
Es: "...men kun én i alt, ligemeget hvad"

Emmie: "Hahahaha!! Mærsk 2,5 millioner!"
Prinsessen: "Ej, lad være. Det er for klamt"
Es: "Men vi er seje! Vi kaster ikke op af lidt risbrændevin!"
Manden: "Jeg kan drikke alting"
Prinsessen: "Så gør det i det mindste ud over vasken"
Es: "K., du skal da også have en!"
Konen: "Nej, det skal jeg ikke. Det er slemt nok at jeg skal skåle for Mærsk"

Konen: "For Mærsk!"
Manden og Es: "Ad ad ad ad ad ad!"

Es: "Jes Dorph i havnen! SKÅL! Og skal vi spille over/under!"

Konen: "...og det var lidt awkward at møde Kaye og Jyden for vi var derude efter *fnis* præservativer, for det er herrebilligt i Lidl. 23kr for 12..."
Prinsessen: "Hvor? Det er da billigt. Det skal jeg have"
Es: "Vi køber dem på apoteket!"
Konen: "Men det er billigt i Lidl - og dem med smag koster det samme, og er farvede"
Es: "Jeg køber ikke kondomer i Lidl!"
Prinsessen: "Men det er billigt. Jeg skal i Lidl"
Es: "Vi har råd til at købe dem på apoteket og desuden..."
Konen: "Men dem med æble er grønne! Og selv de almindelige er festligt røde"
Emmie: "Smager de rent faktisk af æble?"
Konen: "Mja.. men de har jo puttet glidecreme på, så det smager mest af det. Og Latex"
Prinsessen: "Jeg skal i Lidl alligevel"
Es: "JEG KØBER IKKE..."
Emmie: "Shh, du har tabt"

Es: "Hihihi, kom, vi sniger os ud efter en mere"
Manden: "Ok..."
...
Prinsessen: "I har drukket mere risbrændevin?"

Es: "Ni!"
Emmie: "Over!"

Konen: "Har du aldrig hørt historien om dengang jeg kastede op i mit hår?"

Es: "... og første gang jeg kastede op var det bare en lille smule"
Konen og Emmie: "Hahahahaha, det var ud over hele dugen!"
Es: "Ej, det var jo..."
Prinsessen: "Shhh! Vi har hørt din version af historien"

Emmie: "Det kunne være vi skulle til at finde det tog"
Konen: "Ja. Jeg er fuld"
Es: "Der er da stadig mere risbrændevin"

fredag den 26. august 2011

REVOLUTIONEN KOMMER!!

Har I hørt det?! Revolutionen er her!!

Eller, der er jo da i hvert fald valg. Lige om lidt.

Og jeg er faktisk ved at være derhenne at jeg næsten bliver ligeså glad for en socialdemokratisk regering som for revolutionen. Næsten.

Jeg er i hvert fald virkelig træt af Løkke & Co.

Awesome #5

Når man helt selv kan løse et clue i The Guardians Cryptic Crossword

torsdag den 25. august 2011

Fødselsberetningen, del 3 - den sidste del

Fortsat fra del 1 og del 2

Ved midnat var der vagtskifte og jeg blev tilbudt en skud morfin at sove på. Ligesom med epiduralen syntes jeg det var lige drastisk nok og bad om lattergas i stedet. Da jeg var lille elskede jeg at være ved tandlægen, fordi det der lattergas gav et virkelig godt buzz. Det var ligeså godt som jeg huskede det og så lå jeg ellers der i min seng og hyggede mig med det vi hurtigt fik døbt "Darth Vader masken" - den peb hver gang jeg trak vejret og forstyrrede den stakkels Mand som forsøgte at få lidt søvn ved siden af.

Engang i løbet af natten blev jeg så træt at jeg bad om det der morfin så jeg måske kunne få sovet lidt. Jeg faldt aldrig sådan rigtigt i søvn, men jeg døsede lidt hen imellem lattergas-indtag. Da jeg vågnede meget tidligt om morgenen havde jeg det virkelig skidt. Jeg var tørstig og meget svimmel, men da jeg forsøgte at drikke noget kastede jeg op. Jeg begyndte også at blive bange, og tankerne om hvad der ville ske bagefter begyndte at komme snigende. Kort sagt kunne jeg ikke mere, og jeg ville gerne have det overstået inden panikken bredte sig så meget at jeg ikke ville have følelsesmæssig plads til at tage ordentligt imod vores lille skid når han kom ud.

Jeg bad om epiduralen og mens vi ventede på lægerne kunne de jo ligeså godt lige sætte vedroppet til. Det begyndte at gøre virkelig avs og jeg kastede stadig op hver eneste gang jeg forsøgte at drikke eller spise noget. Det var uden sammenligning det værste ved hele fødslen da jeg fik epiduralen. Jeg græd og bad dem om at slukke for droppet imens. Lægen blev ved med at forsøge at berolige mig med at det bare var et lille bitte prik og at det ikke var farligt. Men det var bare slet ikke derfor jeg var ked af det. Det hele var så unaturligt og klinisk - de havde endda fjernet vores bløde senge for at få plads til en dum og hård hospitals-briks. Jeg fik jo min seng igen bagefter, men det var bare slet ikke rart at ligge der med en slange i ryggen og en i hånden. Plus det kolde saltvand de også gav i droppet fordi mit blodtryk faldt.

På grund af epiduralen begyndte jeg at ryste og jeg blev pakket ind i et par ekstra tæpper. Selvom de havde skruet helt op for vedroppet kunne jeg ikke mærke noget, og da først vi blev alene var det næsten helt hyggeligt igen. Manden sad og halvsov lidt i sin stol og jeg var så udmattet at det virkelig var rart bare at kunne ligge og slappe af. Jeg mindes ikke at det varede så længe, men det må have været omkring tre timer.

På et tidspunkt skulle jeg tisse. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, men det var altså virkelig syret at være så bedøvet at man ikke kan mærke hvad man laver. Umiddelbart efter skulle jeg kaste op (igen) og da jeg vendte mig om mærkede jeg at mit lår var vådt. Min første tanke var at jeg åbenbart ikke var færdig med at tisse, men da der kom mere da jeg lagde mig tilbage på ryggen kom jeg i tanke om det nok var noget vand der var ved at gå.

Jordemoderen kom fluks og kiggede på det og mens hun var ved at undersøge mig sagde hun "Hvis du kan må du gerne presse" Det kom helt bag på mig, for jeg anede ikke at man kunne have presseveer uden at kunne mærke det - jeg havde bare forventet de ville være knap så kraftige med epiduralen. Men jeg kunne godt presse alligevel. Heldigvis stod han rigtigt, derinde i maven og var klar til at komme ud. Jm måtte fortælle mig hvornår der var en ve og hvornår jeg skulle stoppe med at presse, men ellers synes jeg det var nemt. Det der gjorde mest ondt var da han stod med hovedet nede og jeg ikke måtte presse - men det var jo hurtigt overstået. Det tog et kvarter, men jeg husker det som om det kun tog fem minutter.

Det der lettede mest var faktisk ikke da han kom ud, men da alt fostervandet kom ud umiddelbart efter. Den store spændte mave forsvandt og den stakkels jordemoder blev rimelig gennemblødt. I ved, ligesom i tegnefilm når de åbner en dør ind til et rum fyldt med vand? Sådan var det. Det er ikke engang en overdrivelse - Manden siger også det så sådan ud derfra hvor han stod. Hvis ikke det hele havde været så surrealistisk ville det have været virkelig sjovt.

Manden klippede navlestrengen og der var han så, vores lille dreng. Varm og blød på min mave. Det var det lykkeligste og det tristeste øjeblik i mit liv. På én gang. De pakkede et lille tæppe om ham og så holdt Manden ham. Det var næsten ikke til at bære al den sorg og al den kærlighed på en gang. Kærlighed til min søn og kærlighed til min Mand fordi han passede så godt på ham - jeg havde selvfølgelig ikke regnet med andet, men netop derfor var den ekstra kærlighed uventet. Jeg elsker Manden fordi han er Ronans far, men jeg elsker ham endnu mere fordi han elsker mit barn.

Jordemoderen og assistenten undersøgte ham og på trods af at han var så syg var han større end gennemsnittet. 40cm og 1500g ligeud. Min lille store dreng. Blev simpelthen så stolt, og samtidig kom det ikke rigtigt bag på mig - jeg vidste jo han havde haft det godt og været meget aktiv inde i maven. Det der kom bag på mig var til gengæld at det var ham der var inde i min mave. At Den Fantastiske Dansende Mave pludselig blev til Ronan (som i parentes bemærket er den sødeste baby nogensinde) Og i samme øjeblik gav det også helt sig selv. Det kunne ikke være andre end ham.

Min lille Ananas-der-blev-til-Ronan. Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvem du var. Men hvor ville jeg dog ønske jeg også måtte opleve hvordan du var blevet.

tirsdag den 23. august 2011

Fødselsberetningen, del 2 - den sjove del

Fortsat fra fødselsberetningen, del 1 (sjovt nok)

Ret hurtigt meldte spørgsmålet sig: "hvad så nu?". Selvfølgelig var jeg ked af det, men det var som om alle følelserne trådte i baggrunden - for der var jo kun én vej frem og selvom det var hårdt var det rart at der var noget at gøre. De spurgte om vi ville hjem og sove på det, men hverken mig eller Manden kunne se hvad det skulle gøre godt for. Han var jo død og det ville hverken gøre fra eller til at vi ventede en dag mere.

Alle var simpelthen så søde og jordemoderen sørgede hele tiden for at der var saftevand og kaffe til os, selvom hun sagde de havde travlt (det mærkede vi overhovedet ikke noget til) Hun undskyldte endda for at der var en fødsel på stuen ved siden af. Vi syntes nu bare det var hyggeligt da vi hørte den lille nye skrige. Det var så rart at der stadig var noget i verden der fungerede; at der stadig var nogen der bare fik en baby helt almindeligt uden at skulle igennem alt det vi var igennem. Hospitalspræsten kom og vi fik en rigtig god snak, og så var jeg klar til at tage hul på fødslen.

Da jordemoderen havde undersøgt mig sagde hun at jeg ikke havde åbnet mig, men at livmoderhalsen var blød, så min krop var begyndt at gøre sig klar. Det var en enorm lettelse at det faktisk var gået igang af sig selv. Det var så frygteligt dengang med Ærten, hvor min krop ikke opdagede noget som helst. Jeg fik den første stikpille og så var det ellers bare om at vente. Manden sov meget af tiden (han havde jo været på arbejde hele natten) og jeg lavede kryds og tværs og græd lidt for mig selv. Jeg kunne mærke effekten af den der stikpille med det samme, men det var ikke voldsomt.

I løbet af eftermiddagen kom Kaye og Jyden. De havde ekstra tøj med til os og Kaye havde købt et lille sæt tøj i str. 40 - noget vi selv havde snakket om at gøre (for en sikkerheds skyld), men ikke havde nået. Vi blev flyttet ind på en anden stue og efter aftensmaden tog Kaye og Jyden hjem. Jeg fik en stikpille mere og den fantastiske cocktail bonyl-og-panodil og så gik vi vist tidligt i seng. Jeg sov nogenlunde den nat - omkring klokken 4 fik jeg lidt mere smertestillende og så kunne jeg sove videre.

Jeg er stadig ikke helt klar over hvad vi fik onsdagen til at gå med. Ud over at tale om den flue der på en eller anden måde var kommet ind på stuen (og som Manden til sidst fangede og lukkede ud) og spise hospitalsmad og drikke saftevand. Jeg havde fået en stikpille mere om morgenen, for de sparer ikke på dem når der ikke er et barn at tage hensyn til, og i løbet af dagen begyndte de der menstruations-agtige smerter at blive mere regelmæssige og ve-agtige. Manden sov en del og var på et tidspunkt nede for at købe en lille bamse til Ronan (den han fik med i kisten).

Om eftermiddagen/aftenen havde vores egen jordemoder her fra Byen ved Vandet vagt og det var virkelig rart med et kendt ansigt. Hun lagde den fjerde, og sidste, stikpille og da hun undersøgte mig lidt senere sagde hun "1½ centimeter" Så lavede hun et af de der jordemoder-tricks som gjorde PSYKONAS og så var det pludselig 3 centimeter. Hvorfor er der egentlig ikke nogen der fortæller hvor mega-ondt det gør når de undersøger hvor åben man er?

Inden jeg selv prøvede at føde var jeg den virkelig irriterende type og meget sådan "hvor svært kan det egentlig lige være at føde?" og "det gør jo ondt på den gode måde" Og efter jeg har født er jeg... stadig den irriterende type. Bare endnu mere entusiastisk. Det var jo pisse fedt, mand. Det var måske ikke ligefrem sjovt at have veer, men jeg synes det var fedt at mærke kroppen arbejde og det gav helt sig selv det der med at trække vejret. 20 ind og 20 ud. Pause. 20 ind og 20 ud. Totalt zen. Manden siger min humor forsvandt og at jeg bed af ham. Sådan husker jeg det slet ikke - jeg havde bare en ve, og så kan man ikke rigtigt andet samtidig. Var virkelig surrealistisk at kunne høre Manden og jordemoderen tale sammen, mens jeg bare var et helt andet sted. Er i øvrigt virkelig imponeret af de der jordemødre og deres evne til at spotte hvornår der er en ve og hvor kraftig den er.

Omkring klokken 23 da det ikke rigtigt var nok med varmepuder længere fik vi at vide at normal procedure var at give epidural og vedrop og skrue helt op for sidstnævnte, for at få det overstået. Det var jeg ikke rigtigt indstillet på, for nu var det faktisk lige så hyggeligt og heldigvis var jm sådan en der "har været jordemoder længere end afdelingslægen har været læge" og hun mente ikke der var nogen grund til at skynde på noget, hvis ikke det var det vi ville. Hun fyldte badekarret til os, og det var virkelig skønt. Selvfølgelig fordi det tog toppen af veerne, men faktisk mest fordi Manden var med og vi kunne være tæt. Det trængte vi til.

mandag den 22. august 2011

Sandelig siger jeg jer...

Uuuh, trommehvirvel! Eller, måske den der klaske-lår ting de gjorde i mandagschancen (åh, kan I huske den gyldne bæver?) Anyway, make some nooooiiize for det her kommer til at redde din dag - hell, det kommer til at redde alles dag.

Kan I huske den drøm jeg havde om den hemmelige bloggerloge? Ja? Nu blev det lige endnu mere weird - for logen findes faktisk og har eksisteret siden tidernes begyndelse og den slags.

Ok, måske er det mig selv der har brugt formiddagen på at lave den, men det er jo en loge og vi bliver nødt til at få noget mythos going. Så fra nu af sagde vi at den officielle version var at Logen har eksisteret siden tidernes (eller i hvert fald internettets) begyndelse og at det hele kom til mig i en drøm ligeså storslået som Åbenbaringen, ing? Godt.

Fordi det var mig der havde drømmen (og mig der gik hjemme og havde alt for meget tid) er det mig der har lavet reglerne. Ha! Suck it, Øglemor-fra-min-drøm som ikke ville have mig med. Jeg ved I er ved at for at se Logen, men tålmodighed er den dyd - og jeg ved at hvis I fik linket først ville I blive så begejstrede at I glemte alt om reglerne. Og åndssvage regler er jo som bekendt grundlaget for enhver loge med respekt for sig selv.

Regler for Den Hemmelige Bloggerloge (skrevet af Konen)
  1. Man må indstille to (2) andre bloggere til optagelse i Logen
  2. Når man indstiller en blogger skal man give dem en åndssvag optagelsesprøve. Hvis ikke man har bestået en eller anden form for prøve kan man jo ikke blive optaget i en loge, vel.
  3. Optagelsesprøven er Sandhed eller Konsekvens - næh, tænk, to (2) kategorier, det passer jo lige med antallet af bloggere man må indstille. Det virker næsten som om jeg har tænkt det her igennem.
  4. For at skære det ud i pap: Den ene man indstiller til optagelse skal have et spørgsmål som skal besvares sandfærdigt, den anden skal have en dare. Præcis ligesom dengang i folkeskolen.
  5. Når man er blevet indstillet til Logen og har udført sin optagelsesprøve tilfredsstillende skal man sende en mail til denhemmeligebloggerloge@gmail.com med a) et link til sin blog, b) en passende loge-titel eller to til sig selv (fx er undertegnede Profetisk Visionaire og Oprydder af Dueslag) og c) hvem der indstillede en
  6. Husk at indsætte regelsættet når du indstiller nye medlemmer (eller henvis til dette indlæg)
  7. Leg pænt
Det var vist det. Nå, er I klar? Så kommer linket:


Som det indtil videre eneste medlem af Logen er det min ærefulde pligt at indstille de to første nye medlemmer. Jeg har tænkt meget over det, for der er mange der er værdige, men jeg har valgt Øglemor, fordi hun godt må være med i min loge, selvom Øglemor-fra-min-drøm ikke ville have mig med i sin, og Julie fordi hun hurtigt var indstillet på hele loge-konceptet.

Optagelsesprøverne er:
Øglemor: Sandhed! Pinligste episode på job. Go!
Julie: Konsekvens! Et indlæg kun med ordet "røv" (eller tilsvarende) i passende store og neonfarvede bogstaver. Yessir!

Nå, så havde jeg vist fået lagt den platte stil, og så må det være op til jer andre at rette op på det. Sig lige til hvis det er for plat, så skal jeg nok finde på noget andet. Ama'r.

søndag den 21. august 2011

Sorg på 24 sider

Der var engang hvor emnet "Hvilken ting ville du tage med hvis huset brændte" kunne debatteres over flere dage. Da jeg begyndte på vores fotoalbum røg det hurtigt ret højt op på listen - men stadig i hård konkurrence med fx computeren og vores Lego. Nu er der ikke længere nogen tvivl. Vi ville begge to kaste os igennem flammehavet efter Ronan's album. Selvom vi har alle billederne i backup flere steder er det albummet der betyder noget.

Jeg er så glad for alle billederne, og samtidig er jeg bare så trist over at hele hans historie kan være i et album på 24 sider. Ud over at albummet er blevet det håndfaste bevis på at han var her er det også blevet en markør for hvor jeg er i min sorg.

I starten blev jeg meget ked af det allerførste billede af ham, fordi jeg kom i tanke om at han var død da han blev født. Så blev jeg ked af de billeder hvor han bare ligner en helt almindelig baby, fordi det er så trist at man kan dø når man kun er en baby. Den dag hvor jeg sad og hylede i timevis var over billedet af ham lige efter vi havde givet ham tøj på, for han var så lillebitte og det var så pissehårdt at give ham tøj på når han bare lå der og var død.

I går aftes tog jeg en ordentlig tudetur da jeg kom til det første billede af ham i kisten. Ikke fordi han ligger i kisten (så langt er jeg ikke kommet endnu) men fordi da vi lagde ham i den var det allersidste gang jeg holdt ham. Det var allersidste gang jeg havde ham i mine arme, og det var jeg bare ikke klar til. Jeg kan huske at lige inden Manden satte låget på kisten tænkte jeg at jeg ville tage ham op igen og holde ham helt tæt og så bare ikke give slip. For hvad ville de så gøre, måske? Så kunne vi jo blive nødt til at få lov til at få ham med hjem.

Jeg sad med tårerne strømmende ned ad kinderne og aede billedet, selvom det er åndssvagt at ae et billede. Han var bare så fin. Selvom jeg savner ham så meget er jeg glad for vi fik ham. At det var lige præcis os der fik ham. Tænk at man må få noget der er så fint. Hvis jeg måtte vælge mellem alle babyer i verden ville jeg stadig vælge ham. Også selvom han var syg. Og også selvom han døde. Det er lige præcis ham jeg elsker - ikke ham som han kunne have været, men ham sådan som han var. Selvom jeg allerhelst ville have ham som levende. Jeg er bare så ked af at han skulle være så syg. At han skulle være så syg at han faktisk døde af det. At han var så syg at vi ikke kunne passe på ham.

torsdag den 18. august 2011

Dødvande

Jeg ville gerne skrive et eller andet klogt. Om sorgen, om livet. Om Gud, om havet, om kærligheden.

Men lige nu føler jeg mig tom. Fyldt op, men tom. Som at få hovedet ovenvande.

Måske en forsvarsmekanisme der slår til. Fordi et hjerte ikke kan bære al den sorg på én gang.

onsdag den 17. august 2011

Stilhed

Nogle gange er man bare færdig.

Tom og træt og stille.

Rydder af bordet og skyller af og går i seng.

Sammen med Sony og Wizard and Glass.

Venter på min stærke, trygge Mand kommer hjem og lægger sig under dynen hos mig. Med sladder og varme og en lille smule øl-ånde.

Med en lille smule af verden udenfor.

Tidsfordriv

Næææh, se hvad jeg har lavet i dag:

En lang liste over ting I slet ikke anede I ikke ønskede at vide om mig!

Ud over det har jeg også pakket tre flyttekasser ud og hængt en opslagstavle op. Det er da også kun et halvt år siden vi flyttede.

Manden har været flink og tog Monster Opvasken fra Helvede inden han tog afsted til noget med noget champions league, som åbenbart helst skal ses på stadion. Han er et svin og får hotdogs til aftensmad, mens jeg sidder herhjemme med de sørgelige rester af madbudgettet og har herremeget lyst til en cheeseburger.

tirsdag den 16. august 2011

To måneder

Efter al regnen i søndags var jorden på Ronans grav sunket rigtig meget og i dag da vi kom derned havde de glattet og revet jorden rigtig fint. Så mangler vi bare at finde ud af hvad der skal være dernede.

I dag lagde vi en lille hjerteformet sten, som vi fandt nede ved stranden i går. Der er også bamse-på-pind (som vi begge er meget ømme over og vasker når han er blevet beskidt), den lille elefant, en orange blomst og en lille rød lanterne. I aften går vi derned igen og tænder et lys for ham.

Det er som om tiden ligeså stille er ved at finde sit normale tempo igen. Jeg kan stadig ikke nå ret meget i løbet af en dag, men en uge føles efterhånden som en uge igen og ikke som en ubestemmelig grå masse af tid som på en eller anden måde forsvandt.

Jeg kæmper virkelig med at rumme den kendsgerning at Ronan er død og aldrig kommer tilbage. Jeg ved det er nødvendigt at rumme det for at kunne komme videre men det føles som om der simpelthen bare ikke er plads i mig. Som en sidegevinst er der heller ikke plads til noget som helst andet. Min hjerne og mit hjerte arbejder på højtryk. Det er som at forsøge at se Ringenes Herre i HD live på en 28kbps-forbindelse. Undskyld at mit forrige indlæg blev så whiny. Jeg er bare så træt.

søndag den 14. august 2011

Netværk

Jeg lovede vist engang i en kommentar Mama Mårslet ovre fra Camp Chaos et indlæg om hvor socialt akavet jeg er ude i det virkelige liv.

Sandheden er at jeg faktisk (overhovedet) ikke har noget netværk. Det er især blevet tydeligt i den her tid, hvor jeg nogle gange godt kunne have brug for at snakke med nogle andre end Manden - af og til hjælper det bare ikke rigtigt at læsse af på nogen der selv er fyldt op. Men hvis jeg sådan tæller op, ing, så kender jeg Es og hans Prinsesse og Kaye og Jyden. Og Kaye kender jeg jo kun fordi hun er Mandens søster. Ja, det var så faktisk det. Selvfølgelig er der også familie, og jeg omgås også Mandens venner, men af mine egne venner er der kun Es (som jeg i mange år var håbløst forelsket i, men det er en anden historie)

Efterhånden som jeg selv er blevet brugt op og slidt helt ned bliver det tydeligere og tydeligere at jeg mangler nogen til at gribe mig. Jeg føler mig meget svigtet og forladt for tiden og bliver virkelig ked af at der ikke er nogen der spørger hvordan jeg har det. Der var ikke nogen der lavede mad til vores fryser eller tilbød at tage opvasken. Ingen der spørger ind af sig selv eller kommer forbi til en voksensnak uden der er et barn der skal være plads til (Kaye og Jyden) eller et tog der skal nås på grund af en travl kalender (Esserne). Og jeg er for socialt akavet og alt for træt til at kunne finde ud af at sige til. Jeg føler mig i vejen med min store sorg og jeg kan ikke finde ud af at græde sammen med andre.

Mine to gymnasie-veninder bor begge langt væk, så kontakten har været noget hullet. Efter Ronan døde har jeg slet ikke hørt fra den ene, hvilket jeg er bange for kommer til at vælte et allerede ustabilt venskab helt omkuld. Den anden tumler vist selv med en masse for tiden, men det sårer mig alligevel at hun ikke én gang har spurgt ind til mit liv. Og nogle gange bliver jeg helt urimelig og får lyst til at bede hende om at tage sig sammen, for livet er fandeme så uendeligt dyrebart og hun kan ikke være bekendt at sige hun ikke vil have sit.

Det er svært at forholde sig til mennesker i sorg, jeg ved det godt, og det gør det ikke nemmere at jeg slet ikke kan finde ud af at være sammen med andre uden at være forkrøblende selvbevidst. Men hvor ville jeg bare ønske der var nogen der ville give mig en kop te og spørge hvordan jeg har det og have tid til svaret og tårerne.

Jeg savner den lille fyr så forfærdeligt og jeg længes efter at holde ham. Det er som om jeg har været uden ham så længe som jeg kan holde ud nu. Jeg har ikke mere at give af og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.

fredag den 12. august 2011

Maven

Jeg fik aldrig posted et billede af maven mens den stadig var der - men bedre sent end aldrig. Billedet er taget få dage før jeg fødte (da jeg fødte var jeg 29+5)

Nu må det snart være nok

Ved I hvad? Den der jordemoder, ing? Som vi havde en aftale med klokken 11... hun kom så bare ikke.

Klokken 12 ringede Manden og spurgte om vi havde misforstået hvor aftalen var eller om de bare alle sammen havde mega travlt eller sådan noget og umiddelbart kunne de ikke lige finde ud af hvad der var gået galt. Men så ringede de tilbage og kunne fortælle at hun var sygemeldt, og så nok bare ikke havde fået meldt afbud.

WTF?! Hvad fanden er der galt med det der lortesystem? Hvorfor ind i helvede er der ikke med de samme nogen der aflyser hendes aftaler når hun sygemelder sig? Hvorfor bliver vi ikke tilbudt et alternativ? Hvordan kan det lade sig gøre at vi ikke en, ikke to, ikke tre men FIRE gange (indtil videre) har fået lov til at hænge uafsluttet i deres system? Hvordan kan det nogensinde passe at vi skal blive ved med at gå i det her rådne limbo hvor vi ikke kan få afsluttet det åndsforsnottede forløb?

Jeg er træt og jeg er brugt og nu er det kraftedeme nok.

Nu er det kraftedeme nok.

Den hemmelige blogger-loge

I går aftes var en rådden aften, men det orker jeg ikke at skrive om lige nu, og vi får også besøg af den jordemoder der var med til fødslen lige om lidt.

Nej, det jeg ville skrive om er at jeg nu officielt går for meget op i min (og andres) blog(s). Jeg drømte nemlig om jer i nat. Julie og Frederikke og Øglemoren og Gravid-grahvad. Og Julie var kineser. Det var vidst sådan lidt tilfældigt at jeg stødte på jer, men I vidste med et samme hvem jeg var, for på en eller anden måde var jeg tydeligt stemplet som Hende Der Lige Har Mistet Et Barn. Men det var alt sammen meget hyggeligt og da jeg skulle hjem ville jeg prøve at gå en anden vej, men på en eller anden måde endte jeg inde i et hus. Åbenbart var det nogens forældres hus og 2-3 af jer var der, fordi I havde kendt hinanden i mange år. Øglemor sagde at det var hyggeligt jeg kom forbi, men I skulle altså have logeaften såeh... Det var tydeligt jeg ikke rigtigt var velkommen og jeg blev virkelig flov, for jeg var slet ikke klar over at jeg var kommet ind i nogens hus. Jeg sagde hejhej og gik stille og roligt ud af bagdøren, men på en eller anden måde var det der hus over det hele og pludselig var jeg derinde igen. Endte med at være med til logeaftenen, på den der din-tilstedeværelse-er-kun-lige-tålt måde. Awkward.

Weird med weird på.

torsdag den 11. august 2011

Underskriftindsamling

I har sikkert alle sammen allerede skrevet under på at Bipjeet Kaur og hendes søn, der er født og opvokset i Danmark, skal have lov til at blive og ikke sendes "hjem" til Indien.

Men hvis ikke, så gør det HER

Øv, hvor bliver jeg altså træt af alt det udvisning. For fanden, vi lever sgu da i et land hvor vi har nok til at dele.

onsdag den 10. august 2011

Re-run

Julie har sendt sådan et eller andet award-dims efter mig.

Jeg tænkte "De spørgsmål har jeg sgu da svaret på før?!" og det havde jeg også. Altså, dengang hed det "udfordringen" og der var flere spørgsmål, men altså; kartoffel kartoffel.

Men fordi jeg er doven for at spare jer for en genudsendelse nøjes jeg med at poste et link til det gamle indlæg.

Jeg sender den altså ikke lige videre for det er jeg også for doven til jeg elsker jer alle sammen lige højt, men i stedet lover jeg at opdatere min blogroll spise en is.

tirsdag den 9. august 2011

Hverdag

Øv, hvor blev det hele fandeme lige hårdt.

Manden er tilbage på arbejde og det er bare ikke sjovt at gå og have tid til at tænke hvordan ens liv ville være hvis verden var et bedre sted. Er godt klar over at sådan bliver det nødt til at være, for hverdagen skal igang igen og vores liv skal hænge sammen og følelser er sådan noget man bliver nødt til at gennemleve. Men øv altså hvor er det hårdt.

Stod i pis-øs-regnvejr nede ved graven i går og stortudede. Er bare slet ikke til at bære at det er det tætteste jeg nogensinde kan komme på ham igen. Ville sådan ønske at han kunne komme hjem på besøg engang imellem, bare lige lidt... men jeg ved det godt; wish in one hand, shit in the other.

Lige nu er der bare lige hul i mig og det gør ondt ad helvede til.

fredag den 5. august 2011

Hindsgalv billedspam

Som lovet tidligere, billeddokumentation fra Hindsgavl slot. Hvis I lige har 3000kr liggende I ikke ved hvad I skal bruge til, så er det alle pengene værd. Det var najs.

De sølvfarvede pailletter ved siden af er mit hårbånd - som jeg ellers aldrig går med
Sengen før...
Spa. Sådan et burde være standard i alle boliger

Kage på terrassen. Jeg ved godt det i mistænkelig grad ligner grøn te. Det er det også. Fejlen blev rettet og jeg fik noget der næsten var helt almindelig sort te.
Den helt utroligt blærede udsigt fra selvsamme terrasse. Så kan I lære det, alle jer der sad hjemme på kontoret.
Hov, der sad vi da vist lige på terrassen igen, nu med en drink. Selvfølgelig fordi terrassen var dejligt, men også fordi dem ved bordet ved siden af da lige havde taget deres 4årige med uden at sige det, og kunne de ikke lige få en stol til ham? Havde mest lyst til at brøle NEJ, for så kommer dit afkom til at sidde oppe i min mad, men opførte mig pænt og sad på terrassen mens den rare tjener rykkede vores bord. Forstår på ingen måde folk der tager deres små børn med på ferie sådan et sted.
Mens vi sad derude og voldbitchede de der skod forældre (og snavede og egentlig var ligeglade for vi blev ikke nødt til at skynde os fordi en af os skulle tidligt i seng) begyndte det pludselig at styrtregne.
Dobbelthygge på den romantiske måde.

Mad i udvalgt.
Havde sådan en kjole på der får kvinder til at tænke "Ej, den kunne hun så nok ikke lige bære" og mænd til at tænke "Årh hvad, patter" - I kender konceptet, ing? Og det var jo sommer og varmt og hvis ikke man skal balancere på grænsen til slutty når man er på romantisk getaway med sin Mand hvornår skal man så?
Sengen efter. Skal nok spare jer for detaljerne.
Og det her tog jeg bare fordi jeg ville spørge om I også ser hvad jeg ser?

torsdag den 4. august 2011

Hvorfor vi ikke valgte Ronan fra

Stine spurgte mig i en mail "Hvordan kom I dertil, hvor I blev enige om at I ville det barn uanset hvad?"

Det er et spørgsmål der er utroligt svært at svare på, for i virkeligheden tror jeg processen var omvendt. Det handler ikke om hvordan vi kom dertil, men om at vi aldrig kom derfra. Da vi (for længe siden, efterhånden) besluttede at vi skulle til at lave et barn var det ikke nogen fornuftsbeslutning. Overhovedet. På et tidspunkt fik vi (jeg) nok af at høre på "vi vil ikke have børn før vi har styr på vores liv"-par, der som 38-årige bliver kede af (og overraskede over) at det "pludselig" var for sent at få børn. Det er ikke en irritation over par der er ufrivilligt barnløse fordi de kom for sent igang - for jeg synes virkelig det er trist når man ikke kan få de børn man gerne vil have - men en irritation over den kollektive/samfundsbestemte livsanskuelse der ligger bag. Det er en "jeg vil have"-indstilling der i dén grad går min natur imod. Jeg ved godt der er skrevet lange bøger og afhandlinger om emnet, men jeg synes virkelig vi er fattige som samfund når man skal føle sig som dårlige forældre hvis man ikke har hus og weber-grill og råd til charter-ferie hvert år. Jeg tror ikke på at folk får børn fordi det "ser pænt ud" - men jeg tror det kommer bag på nogen at det ikke nødvendigvis ser pænt ud at have børn (hvis I forstår hvad det er for en forskel jeg mener?) Og jeg tror der er mange der, uden at ville det, kommer til at bruge deres børn som selvrealisering. Arh, shit, det er sgu også forkert at sige, for det er jo en form for selvrealisering at blive forælder, men jeg håber I ved hvad jeg mener.

Nå, det jeg bare vil frem til er at vores opfattelse af "den moderne forælder" er at de, groft sagt, får børn for deres egen skyld. For os var det indlysende at vi skulle have et barn for barnets skyld. Fordi vi havde noget at give af. Det var et spørgsmål om at stille sig op med åbne arme og sige "vi er klar til at blive forældre" og så tage imod det der kom (eller ikke kom) Et eller andet sted synes jeg faktisk det er en ret forkælet indstilling at have, det der med at man "bare" kan vælge et barn fra, hvis ikke det passer ind i ens liv. Jeg ved godt det ikke er så sort/hvidt og jeg er ikke militant abort-modstander. Det er det enkelte pars valg hvad deres liv og forhold og psyke kan holde til og der er jo ingen der vælger en sen abort fordi det er "nemt" - det er jo fordi de er kommet frem til det er den rigtige beslutning for både dem og barnet. Med min hjerne kan jeg godt forstå det, men ikke med mit hjerte. Det er vigtigt for mig at understrege at jeg ikke synes man bliver et dårligt menneske af at vælge en abort - men for fanden jeg synes det er trist at vi lever i en verden hvor man (af alle mulige årsager) kan føle sig nødt til det.

Så derfor var beslutningen nem. Jeg kommer til at tænke på Alanis Morissettes ord "The only way out is through" og for os var der simpelthen ikke andre muligheder. Har man sagt A må man også sige B og alt det der jazz og hvem er vi til at bedømme hvornår et liv har værdi? Vi havde skabt det lille liv inde i maven, og så var det eneste vi kunne gøre at passe på det.

Vi spurgte aldrig, aldrig, os selv "vil vi det her?" for det var irrelevant. Det eneste der betød noget var hvad der var bedst for den lille Ananas i maven. Måske havde vores beslutning været anderledes hvis vi havde fået at vide at bebisen helt 100% sikkert ikke ville overleve. Men jeg tvivler. Han havde det jo godt inde i maven og var aktiv og livlig og voksede godt og jeg følte ikke jeg kunne gøre andet end at være hans mor så godt som muligt, hvor kort tid det end måtte blive.

Min mor sagde tit, lige da vi havde fået at vide der var noget helt galt, at i sådan en situation var det også ok at tænke på sig selv. Men hun er jo min mor og tænker mest på at jeg ikke skal være unødigt ked af det - jeg tænkte mest på min lille møflegøj inde i maven og at alle de dage vi kunne få med den/ham ville vi have. Det er ikke ensbetydende med at vi for en hver pris ville have valgt at lade ham operere - gudskelov blev vi sparet for at skulle træffe det valg.

Normalt bryder jeg mig ikke om at fortælle andre hvordan de skal leve deres liv, for det ved de vel nok bedst selv, men jeg vil alligevel driste mig til at komme med et par råd fra mit (noget begrænsede) lager af visdom:

Råd nummer 1: Hvis du overvejer at få børn, så bare spring ud i det - forudsat din partner er med på det, selvfølgelig. Du kan alligevel aldrig forberede dig godt nok til det.

Råd nummer 2: Inden du smider præventionen så tænk lige på om I har overvejet hvad der skal ske hvis det nu ikke går som I forventer. Hvor langt vil I gå for at få børn, hvor langt vil I gå hvis der er noget i vejen med barnet, er I enige? Tro mig, det er en diskussion du gerne vil have taget inden der er alt for mange hormoner og følelser involveret.

Råd nummer 3: Hvis du er det mindste i tvivl om en (sen) abort, så behold barnet. Jeg ved godt det lyder frygteligt med misdannelser og handicappede og dødfødte børn, men jeg lover dig at hvis du tager imod det hele med åbne arme og kærlighed så er dit barn det smukkeste og dejligste du nogensinde får at se, og det er hverken frygteligt eller farligt. Og har du nogensinde hørt nogen (der ikke er totale idioter) sige de hellere ville være foruden deres barn?

Det var altså ikke for at der skulle gå lovey-dovey hippie i den, men for pokker hvor er jeg glad for vi beholdt den lille skid til den bittersøde ende. Hvor er jeg glad for vi tog imod ham og turde elske ham, for selvom sorgen er ubærligt stor, så er der jo også kærlighed og stolthed. Tænk engang at vi kunne lave nogen så fantastisk som ham - og hvis vi havde valgt ham fra havde vi jo aldrig lært ham at kende.

---

PS. Stine, jeg skal nok snart svare på din mail

PPS. Jeg ved godt jeg er farvet i den her diskussion og jeg vil så nødigt træde nogen over tæerne. Men på den anden side må man vel også stå ved hvad man mener, ing?

onsdag den 3. august 2011

Tebrev

Se lige hvad der ventede på mig nede på posthuset i mandags:


Det er te og summerbird-chokolade (med lemon, mmmmm) fra den søde, søde lejrleder i Camp Chaos. Koppen er min allerbedsteste tekop og teen varmer ekstra godt på grund af tanken bag.

Mens vi venter på virkeligheden

Går rundt med en ret absurd følelse for tiden, som er utrolig svær at sætte ord på. Det er som om jeg registrerer en masse følelser og tanker, uden at føle dem. Jeg ved godt med min hjerne, hvad det er jeg er ked af, men er er ikke ked af det. Jeg ved godt med min hjerne at "død" betyder at vi aldrig får vores lille dreng tilbage, men jeg forstår ikke ordet "aldrig". Jeg ved godt at det var hårdt at give ham tøj på, at jeg ikke kunne bære at se mine forældre så kede af det, at jeg er ked af han ikke trak vejret, at jeg synes det er helt urimeligt at han ikke er her - men jeg føler det ikke. Det værste (og det bedste) er at jeg ved det kommer. Alt sammen, og tusind ting mere, kommer ud på et tidspunkt.

I mellemtiden prøver vi ny bil med Kaye og Jyden og tager i Bilka med førstnævnte efter ABBA Singstar på tilbud. Jeg husker at gå i bad, og af og til spiser jeg endda morgenmad. Der er udsigt til jeg får afleveret papirerne til SU og den slags og måske, bare måske, når vi også at få skrevet resten af takkekortene inden Manden tager på arbejde i aften. Det ville i hvert fald være rart at få gjort rent bord med alle de praktiske ting inden den næste bølge af følelser dukker op.

tirsdag den 2. august 2011

Cuteness overload

Superheltemor fortæller om Verdens Grimmeste Dyr. Det er da sjovt nok, men jeg har fundet et billede af verdens sødeste dyr HER. Jeg lover jer I bliver glade af at trykke på linket.