fredag den 29. januar 2016

Hvori Es ikke forstår mig

Det der ramte mig som et godstog på årets første dag var at jeg (stadig) elsker Es. På samme måde som jeg altid har gjort. Det kom langt mere bag på mig end på ham. Den slags er man måske altid selv den sidste der ser?

Der var lige et par uger (eller tre... eller fem... hvem fanden ved om det er slut endnu?) hvor alting var lidt... sindssygt. Og sindssygt hårdt. Ikke fordi hvordan jeg har det er et problem i sig selv, men fordi der pludselig var ti års venskab og ti års følelser vi skulle have vendt på én gang.

Det gjorde - gør - det ikke nemmere at vi er så fundamentalt forskelligt skruet sammen, at jeg ikke er sikker på han nogensinde kommer til at forstå hvordan mine følelser fungerer, og omvendt. Det er selvfølgelig heller ikke vigtig. Det handler primært om at jeg skal lære at komme overens med hvem og hvordan jeg er, og have det godt med det.

Nu er vi ved at være et sted hvor det er de mere almindelige frustrationer der fylder igen. Og det er en lettelse.

Aktuelt er der en del ting, der ville være mere oplagte at dele med en veninde, og selvom Es er mange ting, så bliver veninde aldrig en af dem. Mest fordi han aktivt bekæmper det. Som fx når jeg ser gamle klip hvor Jean-Jacques Goldman spiller guitar, og jeg dør en lille smule og bliver sådan ret meget "Mmm...jo tak" og "Ku' godt", så er det som om Es ikke helt fortstår det. Det er faktisk næsten som om han helst vil være fri for at høre om det.

Desværre har jeg en mistanke om at det ikke ville hjælpe synderligt hvis jeg havde flere veninder i stedet. For det er sjældent (læs: aldrig) jeg støder på nogen der aner hvem Jean-Jacques Goldman er, og endnu sjældnere (læs: stadig aldrig) jeg støder på nogen der har en ligeså latterligt stor svaghed for alt hans musik.



PS. Beklager at Johnny Hallyday også er med i det der YouTube-klip. Men det er desværre hans koncert.

søndag den 24. januar 2016

Hvori det bliver vildt

Vi er ikke engang fire uger inde i det nye år, og livet har allerede tumlet mig rundt og vendt mig på hovedet og rystet mig og generelt hevet vrangen ud på mig og flået i min sjæl så jeg snart ikke ved hvad der er frem og tilbage længere.

Der gik hul, engang i december, og siden da har alting fosset ud af mig og jeg hverken kunne eller ville stoppe det, selvom det efterlader mig så helt ufatteligt rå og sårbar.

Jeg har skændtes. Med Manden. Med Es. Dem jeg elsker mest. På den uværdige måde. Men også på den nødvendige måde.

Og bedst som man tror, at nu er der ved at være styr på det, så slår livet fandeme en kolbøtte mere. Af den store slags (for det lader til at i år, der findes der ikke andre slags)

2016 tegner til at blive et vildern år.

Med crazy ovenpå.

29 skulle jeg nå at blive. Men nu lader det satme også til at livet har tænkt sig at tage fat.

With a vengeance.

onsdag den 20. januar 2016

Hvori jeg er den voksne

Det gik pludselig op for mig, at det ikke var mig der var noget galt med. Dengang.

Jeg har insisteret ihærdigt på det altid i alle årene siden. Men det er først nu jeg kan se det. Ikke som en forurettet teenager.

Men som en voksen.

Som en voksen der kan se hvad de voksne omkring mig gjorde (og undlod at gøre) og som kan se at det var deres ansvar og ikke mit.

Der var ikke noget galt med mig, jeg var ikke forkert. Jeg var som jeg var. Som jeg er. Og det er en god ting at være.

Måske de voksne omkring mig ikke kunne, ikke ville, se mig som jeg var. Men jeg kan se mig, nu. Og jeg føler ikke andet end kærlighed.

Sammen med erkendelsen kom lettelsen. Det var ikke mit ansvar og det var ikke min skyld - og pludselig var jeg ligeglad med hvis ansvar og hvis skyld det var.

For jeg er her nu.

Og jeg er stærk og lidenskabelig og min egen.

Og jeg elsker. Så meget.

Og dem der ikke kan, ikke vil, se det kan rende mig.

onsdag den 13. januar 2016

Hvori jeg er ved at dø (og hvori jeg muligvis overdramatiserer titlen en smule)

Gik jo skide fint. Topfint, simpelthen.

Var kun fuldstændig smadret bagefter. Så smadret som jeg ikke har været... ja, siden før jeg blev gift, tror jeg?

Og i dag gør vi det igen. Fordi jeg åbenbart er suicidal. Det, eller et normaltfungerende voksent menneske. Ruling pending.

"Vi skal nok finde ud af det."

Sagde han.

Jeg sagde:

"Det er vi jo nødt til."

Men muligheden ligger jo og lurer. Hvad nu hvis det for fanden bare slet ikke går?

"Ja, så ville du have mistet en god ven..."

Spekulerede min psykiater.

Jeg så på ham som om han var åndssvag.

Scenariet er utænkeligt. U-fucking-tænkeligt.

Men hvis det ikke går i dag...

...så går det måske slet ikke.

Og mit hjerte kan simpelthen ikke bære det.

fredag den 8. januar 2016

Hvori jeg forsøger ikke at være nedern

"Skal vi lave noget på søndag?"

"Øjeblik. Jeg skal bare lige...

Hyperventilere
Komme mig
Danse en sejrsdans
Gå i panik
Tage mig sammen
...sådan.
Jamen det er da det vi skal. Hvad tid?"

søndag den 3. januar 2016

Hvori tiøren falder

En dag spurgte min psykiater mig: "Hvad er det i virkeligheden du er bange for?"

I _virkeligheden_.

Det kunne jeg ikke rigtigt svare på. Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg ikke får ting gjort? Hvorfor er det i _virkeligheden_ jeg bliver fuldstændig blokeret når jeg forsøger at skrive?

Så gik jeg hjem og gik i gang. Med at arbejde. På noget helt andet end det jeg troede jeg skulle arbejde med og på. Sådan har det været siden - hele tiden noget andet end det jeg troede, hele tiden overraskelser og cirkelspark i mellemgulvet, hele tiden en rutschetur der er så vild at jeg halvdelen af tiden skriger på mere, halvdelen af tiden skriger jeg vil af.

Jeg har været umulig hele juleferien og første januar ramte det mig hvorfor. Så latterligt indlysende når først man har set det, sådan som det altid er. Det ramte mig som en hammer, som en åbenbaring og jeg blev så lettet og jeg tænke "årh fuck. Årh fuck nej. Alt andet end det".

Så nu ligger jer her, på min sofa, på årets første søndag, og forsøger at komme overens med at alt er godt og som det skal være, og at alt er så ubærligt og frygteligt og uønsket. På en gang.

søndag den 1. november 2015

Hvori mine forældre har været gift i 25 år

Jeg har fået en blæne, bag på underlæben. Lige der hvor den rammer imod tænderne hver gang jeg bevæger munden.

Det er ikke sådan skide behageligt.

Det er faktisk adskillige grader af træls.

I går forsøgte jeg at spise smerten væk i sølvbryllupskager og absurde mængder slik. Det lykkedes ikke helt. Men i dag er der jo så sølvbryllupskagerester, så jeg må hellere forsøge igen.

Så kan vi starte med at spise sundt i morgen.


PS. Men seriøst, ing? Den der blæne er faktisk rimelig nedern.

tirsdag den 29. september 2015

Hvori Gryntegrisen skal i børnehave lige om lidt

I morgen er det Gryntegrisens allersidste dag i vuggestuen.

Så er det helt og aldeles og fuldstændig færdigt og slut.

Det er en smule underligt, og lidt vemodigt, selvom vi ikke ligefrem har været begejstrede for vuggestuen. Hvilket jo så også er grunden til vi flytter hende til en ny institution i stedet for bare at lade hende fortsætte op i børnehavegruppen.

Dengang Grynte startede kunne vi vælge mellem dagpleje og privat vuggestue. Ingen af delene var ønskescenarier, og den gode mavefornemmelse indfandt sig aldrig. Bortset fra et par enkelte, korte perioder er det vores indtryk at Barnet har været glad for vuggestuen.

Det er bare os forældre der har været en anelse trætte af... ja, en hel del faktisk.

Jeg er slet, slet ikke enig i den pædagogiske linje - der bl.a. har indeholdt kønsopdeling af 1-årige, fjernsyn i spisesituationer og mange dage de ikke kommer (ret meget) ud. Faste pædagoger er forsvundet uden en lyd, inkl. Gryntes kontaktperson, og der har været evig personalerotation. Og så har vi et helt klart indtryk af at lederen slet, slet ikke har et realistisk syn på hverken institutionen eller egne lederegenskaber.

I sommerferien ringede jeg til pladsanviseren og spurgte om vi kunne skifte til en kommunal institution. Hun foreslog at vi bare kunne starte i børnehave et par måneder tidligere, så hun kun fik et enkelt skift, og selvfølgelig kunne det blive til en plads i førsteprioriteten. Som er førsteprioritet fordi det er Niecens børnehave og dét er noget Gryntegrisen forstår.

Da vi i sidste uge tog på besøg i Børnehaven stod Barnets kontaktpædagog, Gloria, klar ved lågen med et begejstret "Heeeej Grynte!!" og vi fik den helt store rundvisning, inkl. garderoben hvor både rum og velkomstbrev var klar. Indendørsarealerne er mildest talt ikke noget at råbe hurra for, men som Gloria sagde, så har de "overhovedet ikke brugt det siden maj!"

For de har nemlig den fedeste legeplads ever. Ever!

Der er trampoliner og bålplads(er) og vildnis og en skov og hytter og skure som man kan sidde og spise madpakke i når det regner. Overdækket terrasse med puder og bøger og tegneredskaber. Sandkasser, gynger, klatretræer, løbecykler og rester af en død måge de fandt nede på stranden.

En hylde med forældrekaffe, så det indbyder til man lige bliver hængende fem minutter ekstra i hente/bringe-situationen. Og en mms med et glad barn, hvis afleveringen var hård.

Mavefornemmelsen er 100% i orden. Det er en god institution, der er et rigtigt godt match for både Gryntegrisen og os. Og vi glæder os!

Og så alligevel er det lidt trist. For vi kommer til at savne Søde Nye Pædagog (som jo ikke er ny længere) og alt det, der er kendt og trygt for vores lille bitte barn. Som var så stor lige for lidt siden, men pludselig virker så lille og sårbar igen. Hun glæder sig, men hun er også både ked af det og usikker, og det river i mit hjerte at hun skal have følelser der er så store at hun ikke kan sætte ord på dem.

I virkeligheden slår mine ord heller ikke rigtigt til.

I stedet har jeg sat dej over til kanelboller, så vi kan sige farvel med manér i morgen.

Og så på mandag, så har jeg pludselig et børnehavebarn.

Et lillebitte kæmpestort børnehavebarn.





PS. Hvad har vi glemt at anskaffe som er essentielt for sådan nogle børnehavestørrelser? Hvad er faldgruberne? Hvordan undgår jeg at lyde som en idiot til forældremøder?

lørdag den 26. september 2015

Hvori jeg venter

Jeg hader at du får mig til at føle mig som en teenager igen.

Jeg hader det.

Jeg har ikke brug for usikkerheden og ventetiden og ord der er så nøje udvalgt at al oprigtighed forsvinder.

Damn it, jeg er voksen nu. Voksen, for helvede.

Dengang var jeg... nej, ikke et barn. Men heller ikke helt voksen, vel? I hvert fald ikke voksen nok til at have indset at alder og selvsikkerhed ikke altid følges ad. Jeg troede du havde styr på det, jeg troede du ville... jeg troede du vidste hvad du ville.

Og nu sidder jeg her igen. Og venter. Præcis som dengang. Bortset fra at alle følelserne og usikkerhederne ikke er mine. Ikke længere.

Jeg hader, at du får mig til at føle dem alligevel.

Jeg er voksen nu. Og jeg vil gerne have en voksen relation med dig, som andre almindelige voksne. Jeg vil gerne have en meningsfuld relation, og jeg er voksen nok til at ønske den bliver meningsfuld for os begge, og voksen nok til at vide at det du ønsker ikke nødvendigvis er det samme som det jeg ønsker.

Så jeg har gjort mit. Spillet bolden over til dig. Gjort det klart at jeg nu er et sted hvor vi kan genoptage bekendtskabet - venskabet - fra et punkt du er tryg ved.

Men nu sidder jeg alligevel her og venter. Og tænker skriv, skriv, SKRIV. For jeg kan jo se du har læst min besked.

Jeg er voksen nu, og sætter filter på og viser hensyn.

Men mest af alt har jeg lyst til at ruske dig og råbe TAL NU FOR FANDEN. For jeg ved du lige nu sidder og vejer dine ord og holder dem tilbage og måske slet og ret ikke tør slippe dem ud.

Spyt ud. Spyt ud. Allerhelst de ord jeg længes efter at høre.

Sig undskyld, for fanden. Vær ked af du forsvandt.

Indrøm, at det var pisse nedern og alt for kujonagtigt bare at blive væk.

Fortæl mig, at du savner mig. At jeg stadig har en helt særlig plads i dit hjerte, selvom der er mange år og mange mennesker imellem nu og dengang.

Sig, at du fortryder at du aldrig gav mig det kys. Dengang du havde chancen.

Men mest af alt.

Skriv.

Nu.

For jeg kan ikke være i mig selv og jeg kan ikke være voksen før du gør.

Og det hader jeg dig for.

Virkelig.



PS. Burde slette dig på Facebook. Midlertidigt, forstås. Ellers ender det i et aldeles uvoksent ansigtstab.

Hvori jeg har en drøm

Vågnede i morges med en rigtig træls fornemmelse i kroppen, ovenpå en ellers god nats søvn. Gryntegrisen mærkede det vist også og virkede lidt ved siden af sig selv.

Jamen I kender det godt, ikke? Den der fornemmelse af at noget er off men man kan ikke sætte fingeren på hvad.

Følelsen har siddet fast hele dagen, og mavefornemmelsen sagde klart at Gryntegrisen skulle blive hjemme i dag, selvom det virkede helt fjollet med kun fire dage tilbage i vuggestuen. Hun blev hos mig, og det var godt, og i eftermiddags satte jeg hende ind på et bagsæde ved siden af Niecen og vinkede farvel. Var kommet i tanke om en (slags) aftale om pasning i weekenden, som jeg ellers havde glemt alt om fordi min ryg slettede alle mine planer.

Føles altid som om jeg har glemt noget vigtigt når jeg ser mit barn køre afsted uden mig.

Den udefinerbare, ikke helt behagelige fornemmelse har ikke forladt mig, og jeg har stadig ikke fundet ud af hvor den kommer fra. Min mor berettede at alle havde det fint i Det Mørke Jylland, bortset fra katten, der var blevet alvorligt til grin da den fangede sig selv under vasketøjskurven. Es meldte også alt ok og travlt som sædvanlig. Og kaldte min fornemmelse for "syret". Men han fornemmer heller aldrig noget selv, så hvad ved han om det.

Måske det dukker op i morgen, hvad fanden det er jeg har samlet op, der lige under radaren. Måske det kommer til mig i en drøm.


PS. Jeg skrev det her i går aftes, men så faldt jeg i søvn inden jeg fik trykket publish. Som en bonus kan jeg oplyse at jeg drømte om min matematiklærer fra 1.g.