Flad

Det er Mandens arbejdsuge, og jeg står alene med Baby det meste af døgnet. Det er hårdt, især når Gryntegrisen er blevet Snottegris og har det for tilstoppet, for varmt, forkert. Og derfor skriger, højt og også gerne længe, på tilfældige tidspunkter i løbet af dagen. Det er hårdt, men det burde være overkommeligt.

Men i går gik jeg kold. Som i helt koldt. Midt på formiddagen orkede jeg bare ikke mere. Jeg stod og anede nærmest ikke hvad jeg skulle stille op med den der baby, som om jeg havde glemt det. Det var ikke engang fordi det var slemt med skrigeriet. Hun havde faktisk været i helt rimelig humør hele morgenen. Men jeg sad med hende, og kunne næsten ikke kende hende. Jeg ved jeg elsker hende, jeg ved hun er min, jeg ved det går over igen, og om lidt får Manden fri igen. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad hun var for en, hvad jeg skulle med hende og jeg kunne slet ikke finde det der dybe, instinktive bånd, der får mig til at sige "nårh, lille skat, du er så træt, nu synger vi lige en sang og putter" i stedet for at tænke "sov nu for helvede så jeg kan få fred"

Måske var det varmen, der gjorde os begge umulige? Måske var det alt det snot og skrigeri? Måske var det bare ved at være nok med de der alt for korte 30 minutters lure? Måske var det non-stop bygge-larmen inde fra Frimurerne? Måske, åh gud, måske er det en depression der kommer snigende. For hele min krop er øm og jeg kan ikke finde ud af noget og jeg er ked af det og så træt så træt så træt. Åh gud, måske.

Jeg ville slet ikke have hende. Jeg ville bare have Manden skulle stå op og tage hende, så jeg kunne få fred. Så jeg kunne holde op med at skulle være noget for nogen. Men det er jo ikke sådan jeg mener det. For jeg vil hende jo altid gerne. Jeg mener det jo ikke på den måde når jeg føler at jeg ikke vil have hende.

Bortset fra at det gør jeg. For jeg vil ikke have hende. Jeg vil have Ronan.

Alting knugede sig sammen i mig og vred tårerne ud, da jeg kom til at mærke efter, og opdagede det var det. At det var derfor det føltes så forkert, og hun var alt for stor og ville alt for meget. Lige om lidt, på søndag, bliver min lillebitte baby to år. Min lille dreng. Og han fylder og fylder og fylder, men der er ikke plads. For Gryntegrisen skal have grød og mælk og ble og lur og leg og trøst og put og sang og fylder det hele med sine 70cm.

Jeg prøver at lade være med at tænke og mærke, for nogen skal jo passe Grynten, og der er kun mig, så jeg kan ikke krybe sammen i et hjørne og hyle, selvom det er det hele min krop skriger efter. I stedet bliver jeg Skod Elendige Zombie Mor, der ikke rigtigt stimulerer Babyen, ud over at sige "Næh, se, der var Sutti" og som tænder lidt meget for meget for fjernsynet. Og hører "Timmy Time song four times" på repeat på youtube.

Og så måtte de Frimurere da også godt snart blive færdige med hvad-det-nu-end-er-de-har-gang-i med boremaskiner og trykluftsting.

Lommepenge, vol I

Som jeg vist har været inde på før så kan jeg godt have mere end almindeligt svært ved at give slip på mine Mandens penge. Selv vil jeg beskrive mig som "fornuftig" og "sparsommelig", men "nærig" og "pengepuger" er måske tættere på sandheden. Det er i hvert fald sjældent at penge kommer ud af opsparingen igen når jeg først har fået kanaliseret dem derover. Jamen, er I klar over hvor pænt det ser ud at de står der?

Manden er ikke nærig. Eller sparsommelig. Eller pengepugeragtig. Overhovedet. Manden er af den type, der foretrækker at omsætte størstedelen (hvis ikke alle) af pengene til ting og mad og biografture. Heldigvis er det mig der sidder på pengekassen, så vi ikke (længere) er ved at drukne i ubetalte regninger, men når man nu er gældfri og har to faste indkomster virker det åndssvagt at fortsætte den sparsommelige adfærd vil nogen mene.

Jeg er blevet bedre til at købe takeaway, selvom det ikke er fredag, og købe ting vi ikke strengt mangler, men som kunne være rare at have. Men det nager mig at den lette omgang med penge fører til et underskud i mit budget hver.eneste.måned. Det nager mig ad helvede til. Også selvom vi jo har pengene og det alene er et spørgsmål om at de kommer til at figurere et andet sted i regnskabet.

Så nu har vi indført en ny regel. Alle penge der kommer ind i kassen udenom mit budget, kommer også ud igen, udenom mit budget. På den måde undgår jeg at der figurerer nogle penge i mit budget, som pludselig er brugt på gak og løjer, og Manden undgår at hans penge til gak og løjer pludselig figurerer som opsparing og derfor ikke må bruges (nej, man må ikke bruge af opsparingen - hvis man brugte af den, hvad var så pointen?) Nu spørger den kække læser måske hvad fanden det er for nogle penge budget-nazien ikke har budgetteret med, og det vil måske komme som en overraskelse at det er forbløffende mange penge det drejer sig om. Men det er jo fordi jeg er en nærig budget-nazi, så jeg sætter indkomstsiden (alt) for lavt og udgiftsiden (en lille smule) for højt.

Det er "penge til togbillet" fra min mor, børnepenge, feriepenge, overskud fra skat, for meget betalt varme etc. etc. der alt sammen figurerer som ekstra penge. Og som nu har fået betegnelsen "lommepenge", så jeg ikke kan snyde og sige det er opsparing, og så Manden ikke kan snyde og sige han godt må bruge dem i Føtex. Vi har aftalt at vi kun må bruge af lommepengene når der er over 5000kr, så vi også har mulighed for at købe nogle lidt større ting i stedet for at klatte det hele væk efterhånden på film og lego og småting (så nu klatter vi det hele væk på én gang på film og lego og småting)

En (lidt skræmmende) bonus er at det pludselig er blevet tydeligt hvor mange af de der ekstrapenge der dumper ned i hatten. Det er faktisk flere penge end vi kan nå/har lyst til at bruge. Og desuden kan vi heller ikke bruge nogen lige foreløbig, for lommepengene opbevares på opsparingskontoen og efter jeg flyttede penge over sidst ramte vi det højeste runde tal på opsparingen nogensinde, så jeg nænner ikke at hæve lommepenge så vi ryger under igen (Manden er heldigvis gået med til at opsparingen gerne må låne af lommepengene et par måneder, så det kan se pænt ud)

Nå, men første omgang lommepenge er blevet brugt (for over en måned siden, men maj forsvandt så hurtigt at den ikke tæller), og det var en god dag, da Pakkerne kom.

Pakkerne. Som jeg selv slæbte hjem fra pakkeshoppen

Spil fra Spillehulen.dk (som var pænt billig)

Lego fra Legen.dk, som opdaterede lagerstatus for mig klokken 23 (!) en lørdag aften (!) så jeg kunne få begge sæt i én bestilling

Villa John (tv) er i chok over hvor meget Lego der skal til en dødsstjerne

Babyen demonstrerer størrelsen på æsken (hun kunne sagtens have været helt nede i den, men det  ville vist have været babyplageri)

Og der blev stille

Jamen det er da helt absurd så lidt der sker på den her blog? Jeg forstår det ikke helt, men den ene dag tager den anden og så pludselig er der gået en uge. Igen.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide jer mere, det må I endelig ikke tro. Men der er ikke rigtigt noget tid til at blogge når Manden sover og jeg passer baby. Og når han har fri er der heller ikke tid, for så skal vi jo være sammen.

Jeg vil vinde i lotto og have evig to-voksne-på-barsel.

Suk.

Min lille store pige

Jeg lister ind og slukker babyalarmen. Hun ligger på tværs som altid og jeg vender hende forsigtigt om. Måske skal hun have sutten, måske ikke, men hun skal altid have Nemo. Hun sparker dynen af igen med det samme.

Jeg kryber musestille ned under dynen og lytter til hende. Hun klynker lidt og jeg holder vejret til hun er stille igen. Jeg lytter, fyldt med lige dele forundring, smerte og kærlighed til den lille baby, der ikke længere er min. Hun er helt sin egen nu. Hun kan spise og trille og sidde selv og ved hvor den syngende leprechaun er. Hendes humor og temperament er ikke som nogen andens.

Lige nu er verden meget stor, for sådan en lille pige, så hun vil gerne holdes om og putte. Og så holder jeg hende ekstra tæt og lader hende sove i mine arme. Mens jeg stadig kan.

Traditionen tro

Jeg fik vist nævnt i et afsnit af låveståryen (som jeg er håbløst bagud med, I know) at mig og Es i tidernes morgen fik startet en tradition om at se melodigrandprix sammen. Til den første grandprixaften blev vores "plus på"-system også udviklet, og det har faktisk ikke ændret sig ret meget, ud over at vi nu har lavet et scoresheet. Det er et meget subjektivt og åndssvagt pointsystem, der i al sin enkelthed går ud på at man skriger "Plus på xxx" når der er noget det er godt og forarget siger "Der er eddermame minus på yyy". Der er selvfølgelig masser af regler, og selvfølgelig overholder vi ikke nogen af dem. Således er det fx kun tilladt at give et plus på en ting, men det er set at "plus på udseende" er blevet udvidet til "plus på hår, plus på ansigt, plus på ben, plus på patter - nej, det må give to plusser på patter". Alt sammen meget plat og meget sjovt.

Det er allerede blevet en urokkelig tradition at vi skiftes til at være værter til det danske og det internationale. Det er ikke altid vi ser det på dagen, fordi alle arbejder åndssvagt, men så ser vi det på drNU. I år var det Essernes tur til at have det internationale og stjernerne stod åbenbart rigtigt, for der var ingen der skulle noget andet. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan vi lige skulle løse det rent praktisk, for Gryntegrisen skal jo tidligt i seng, og vi havde ikke rigtigt mod på natbus sådan en pinselørdag. Af uforklarlige årsager har vi aldrig fundet på det før, men den indlysende løsning var sleepover - og jeg tror vi nu har udvidet traditionen, for det var virkelig hyggeligt (og nemt).

En stor del af vores grandprix-tradition udgøres af maden. Værterne skal stille med en ægte grandprixmenu, og vi forudså (korrekt) at der ville gå sport i at finde på det mest åndssvage. Til det danske havde vi lavet pølsemix med bølgefritter, så vi havde sat barren højt. Es overgik dog sig selv (og os) og havde gentænkt pindemadskonceptet: Han havde lavet pindemads-hotdogs. Syltet agurk, en stump pølse og en lille skive hjemmebagt hotdogbrød med forskelligt hotdogdyppelse til (herunder hjemmelavet ketchup) Der var også lasagne - måske ikke så grandprixagtigt, men de havde tænkt (korrekt) at det fik vi nok ikke selv lavet så tit. Til dessert var der en absurd stor skål bland-selv, så alt i alt ret gennemført.

Vi slentrede hjem opad formiddagen, trætte og mætte efter en killer-morgenmad og sugede søndagsstemningen til os. Der er altså noget helt specielt over sådan en stor større by, der sover ovenpå en lang nat. Vi gik en omvej, og nåede først et tog senere end det vi havde tænkt os, men det var bare en af de dage hvor det ikke gjorde noget. Hvor den tunge træthed sad i en og hele verden var i orden, selvom det var overskyet.

Da vi stod af toget i Byen Ved Vandet pisøsregnede det. Den der tætte, silende regn, som er så hyggelig, når det er sommer og jorden er varm af mange dages sol. Gryntegrisen gryntede nede i barnevognen og jeg kom i tanke om at klokken da vist var blevet mange og hun måske nok var ved at være sulten. Så jeg sad på en bænk, inde under halvtaget, og så på regnen mens den barnevognsvarme baby puttede og spiste i mine arme. Bagefter puttede vi hende ned under dynen og regnslaget og smilede til hende, dernede i hulen. Hun sov mens vi blev gennemblødte. Vi gik forbi Ronan på vej hjem, og lagde en lille sten som søde Frederikke havde sendt. Den er så fin, og jeg ville have taget et billede, men det hele var ved at drukne i regnen. Vel hjemme bar vi den sovende baby op og skyndte os d af det våde tøj og ned under dynerne på sofaen. Med varm kakao og Doctor Who. Søndagsdoven over hele linien.

I mandags kom mine forældre på besøg til dikke-dik af babyen og frokost (som de selv havde med). Min bror og søster kom først op ad eftermiddagen, og heldigvis havde min bror haft en frygtelig togtur. Og jeg siger heldigvis, for det betød at min mor syntes han skulle have trøsteis. Min bror blev efter de andre var kørt, og vi havde en virkelig hyggelig aften. Han sagde nej tak til at bestille pizza, for han ville hellere have hjemmelavet mad. Som så var pølser og pomfritter, men han siger det tæller som hjemmelavet når man har haft komfur og ovn tændt.

I går fik jeg en babyfri dag (altså, sådan en dag hvor Manden ordnede det hele), for jeg trængte helt ærligt til at lade op inden Manden skal på arbejde igen. Så jeg var alene i banken til møde, fik læst op på noget kommunalpolitik og kom til at købe to lego Heroica-spil, fordi de var sat ned til halv pris.

Og apropos overhovedet ingenting så er babyen begyndt at spise grød. Jeg havde forestillet mig at det var sådan noget med at vi skulle have en lille bordbøn (ikke noget der er "alt for Jesus", som Manden siger) og at højstolen skulle være i hus først, men midt i Mandens sidste arbejdsuge fik jeg simpelthen nok af at der var så meget skrigeri hver gang hun skulle have mad. Så jeg kogte noget hirsegrød, som hun åd/smattede ud over det hele, og det virkede overhovedet ikke som noget problem, så vi gjorde det igen dagen efter. Og så fandt jeg på at mose en halv banan og putte i og det var et hit, og hun spiste op. Så nu får hun skemad to gange om dagen - da vi introducerede kartoffel/gulerodsmos i går sad hun lige og smagte lidt på det, men inhalerede det så lige så effektivt som grøden. Det kan godt være der står i bogen at barnet har brug for en overgangsperiode med tynd, neutral grød og at der ikke er behov for det før 6 måneder, men det har Grynten vist ikke læst. Og hvis jeg bare havde lyttet til min mavefornemmelse havde jeg givet hende skemad for en måned siden, og så var vi sluppet for den der forfærdelige skrigeperiode.

Jeg VILLE egentlig sætte nogle billeder ind her, men Mandens telefon spasser ud - fååååårk hvor er jeg træt af at min telefon ikke kan tage billeder. Går jo også totalt glip af #glimmeronsdag. Nå, nu virker den vist. Måske. Så her er de:

Hun kan i øvrigt også sidde selv, i korte intervaller. Og som det ses var det på tide at sætte tremmesengen ned - jeg finder hende i øvrigt ofte med hovedet nede i fodenden om natten. Min lille store pige.

Steinbeck

Da jeg var 9-10 år gammel hjalp jeg min far med at rydde op i en bunke af gamle papirer og bøger. Jeg har altid elsket at læse, og var konstant på jagt efter nye bøger jeg kunne sluge, så hver eneste bog blev undersøgt. De kedelige bøger uden farve på omslaget, der tydeligt var voksenbøger fik min far uden videre lov til at lægge væk, men hvis de så spændende ud skulle de inspiceres nærmere.

Forestil jer min iver, da jeg fik en bog med en hest på forsiden mellem hænderne. Jeg gik ikke selv til ridning, men jeg var dødmisundelig på dem der gjorde, for heste var bare det helt store. Jeg aede den lidt. Jeg spurgte min far om jeg kunne læse den (et ofte stillet sikkerheds-spørgsmål, for nogle bøger var voksenbøger, selvom de så spændende ud) og han sagde at det var der ikke noget i vejen for.

Den Røde Pony.

Jeg husker ikke længere handlingen. Kun at det handlede om en dreng og en hest, hvilket var det der betød noget for mit preteen jeg. Men slutningen, den husker jeg til gengæld. Alt for tydeligt.

SPOILER-ALERT: Hvis du ikke kender slutningen, og ikke vil vide hvad der sker, så spring det her over.

Hesten dør. Den dør. Jeg husker hvordan jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændt på hvordan det hele mon ville ordne sig. Det gjorde det bare ikke. Der var ikke noget der ordnede sig og hesten døde. Og så var bogen slut. Jeg græd og græd og græd. Det var den første bog jeg læste, som ikke endte lykkeligt og jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg anede ikke at bøger kunne slutte trist - for det er jo en bog og der kan forfatteren selv bestemme hvad der sker.

SPOILER SLUT.

Steinbeck havde gjort et indtryk. Og skræmt mig fra vid og sans. I mine teenage år foreslog min far mig ofte at læse "Et mægtigt gilde" og "En dejlig torsdag", når jeg (igen igen) var løbet tør for noget at læse. "Det er sådan nogle dejlige bøger", sagde han. Jeg troede ikke på ham - det var også ham der havde sagt at jeg sagtens kunne læse den katastrofale hestebog. Jeg var flyttet hjemmefra før jeg havde samlet nok mod til at gå igang med dem, så jeg har været 18-19 år før jeg læste Steinbeck igen.

Og det var nogle dejlige bøger. Nok de dejligste bøger jeg nogensinde har læst. Så helt igennem sjove og varme og ægte, og jeg åndede lettet op. Så var det nok bare mit yngre jeg, der havde overdramatiseret. Det var, heldigvis, bare fordi jeg ikke var forberedt på slutningen dengang. Så kunne jeg jo sagtens læse resten af de dejlige Steinbeck-bøger i mine forældres reol.

Jeg læste "Øst for Paradis" året efter. Og jeg græd og græd og græd. Jeg hylede mig igennem den bog, og jeg sad bagefter tilbage med nøjagtig samme følelse som da jeg havde læst "Den røde pony". Det var frygteligt og grusomt og greb mig langt ind i sjælen. Jeg var blevet voksen og vidste godt at både livet og bøger ikke altid var lykkelige, men på en måde gjorde det bare bogen så meget værre.

Den anden dag gik jeg forbi en ny udgave af "Vredens druer" nede i boghandlen. Og den trak i mig, kunne jeg godt mærke. Min mor har sagt at jeg ikke må læse den, men jeg bliver jo nødt til det. Det er seks år siden sidst nu, og jeg er ved at have samlet modet.

Men måske jeg skulle starte med at genlæse "Cannery row" og "Sweet Thursday". Ikke fordi jeg ikke tør springe direkte ud i "Grapes of wrath", vel for det gør jeg jo totalt, men fordi hvis jeg nu startede med de dejlige bøger, så kunne jeg måske nå at glemme at Steinbeck også kan være grusom.

Noget mere om tissekoner

Jeg kunne ikke lade det ligge, det der med hvad man skal kalde kvinders kønsdele. Så jeg spurgte google om alternativer. Der dukkede ikke umiddelbart nogle gode op, men jeg fandt ud af at Tidens Kvinder havde udskrevet en konkurrence om et nyt ord, som løb her til første maj. Det ser ikke ud til der er fundet en vinder endnu, men det bliver spændende hvad de finder på. Umiddelbart synes jeg måske det er lidt problematisk at det er et erotisk magasin, der udskriver en sådan konkurrence som pr stunt, men vi får se.

Ikke overraskende er svenskerne lysår foran os i debatten og allerede tilbage i 2007 fandt man på en kvindelig pendant til det mandlige ord. Så der hedder det slet og ret snippa og snopp, og det er da rimelig tilforladeligt. Og ord jeg ikke vil have det dårligt med at lære min datter, for de dækker over det hele uden at blive for voksne.

Der er mange gode forslag i den danske debat, men de er alle sammen voksne. De er ikke neutrale nok til jeg ville lære et barn dem. Mange er omskrivninger af eksisterende ord (fx "Vanini") eller associerer til graviditet og fødsel (fx "Yoni", der betyder livets kilde). Jeg tænker at vi har brug for et helt nyt ord. Et ord der ikke lyder som noget andet, betyder noget andet eller kan associeres til noget andet. Et helt nyt ord, som vi vedtager dækker over både indre og ydre kønsorganer og det at det er den man tisser med.

I debatten er der nogen der foreslår at bruge "vagina" for det er jo "det korrekte", men det er det altså ikke. Vagina dækker kun over skeden - det er faktisk bare det latinske ord for skede. Og i tilfælde af I ikke har opdaget det (og det er der åbenbart nogen der ikke har), så er de kvindelige kønsorganer mere end bare en skede. I det hele taget er det ret trist at det er kommet til at hedde "en skede" - for en skede er jo noget man putter noget andet i. Det lugter langt væk af at det er middelalderlige mænd der har fundet på ordet. Jeg kan lige se det for mig, hvordan de der 1600-tals læger har siddet og navngivet ting:

Læge 1: "Nå, kvindens indre kønsorgan - nogen bud?"
Læge 2: "Skede! Det er der jeg skal opbevare mit sværd!"
Generel latter på kontoret
Læge 1: "Ha, det skriver jeg sgu ned - det er vagina på latin, ikke?"

Og så har det hængt ved, for der var alligevel ingen almindelige mennesker der kunne latin, og kønsdebatten var måske ikke så langt fremme, og så gled det ud i glemslen hvorfor det egentlig kom til at hedde som det gør. Nu er vi så stuck med et ord, der faktisk ikke rigtigt er dækkende. Og som reducerer kvinden til noget der skal være noget for manden. Ikke at jeg skal blive beton-feminist her, men jeg synes altså det er en uheldig måde at tale om det på. Nå. Hvis nogen har glemt hvad de kvindelige kønsorganer består af kan man finde en glimrende illustration her.

For noget tid siden var der temalørdag på dr2 om kussen. De valgte at bruge ordet kusse, fordi det var det bedste af de ord der var at vælge imellem. Men kusse er blevet et skældsord - eller (endnu værre!) et forældet ord behårede femi-lejr kvinder med batiktørklæder bruger. Jeg synes det er en skam at ordet har fået den konnotation, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Det er for sent at begynde at bruge det demonstrativt neutralt. Selvom Eve Ensler gør et hæderligt forsøg i "reclaiming cunt" fra "The vagina monologues" (som er sådan lidt for "se hvor modig jeg er", men stadig værd at læse og se)

Det pæneste ord jeg er stødt på er yoni. Det omfavner det hele, men som skrevet synes jeg det bliver lidt for voksent. Lidt for meget tantra og bevidst-om-og-i-kontakt-med-sin-egen-seksualitet. Apropos yoni, så kommer jeg lige i tanke om et afsnit af "So F***ing special" jeg så forleden, hvor Feldthaus er med en kvinde som får lavet en såkaldt yoni-mapping. Lige da jeg hørte det tænkte jeg at det lød lige lovlig hippie-agtigt, men det gjorde virkelig et stort indtryk på mig. I kan se det her (jeg har spolet frem til det rette sted). Jeg synes det var enormt rørende og indkapsler egentlig meget godt hvorfor jeg synes det er så vigtigt at bruge de rigtige ord og snakke om det på den rigtige måde. "Det kvindelige område" (nej, det var ikke et bud på hvad vi skal kalde det) har så mange funktioner, og det er så synd at de ord der er enten er for barnlige eller er tungt seksuelt ladede.

Jeg ville gerne have et ord der ikke betyder noget i sig selv, og derfor kan betyde det hele. Et ord der ligger godt i munden, et ord jeg ikke vil være (særlig) flov over min datter råber i supermarkedet, et ord som kan stå i bøger til seksualundervisning uden nogen synes det er et skældsord, et ord jeg kan sige til lægen, et ord der ikke ser vulgært ud i en avisoverskrift, et ord der ikke lyder forkert ved siden af numse og et ord jeg kan bruge med min mand, mine venner og min datter uden at fnise (ok, måske må man godt fnise lidt)

Det er i øvrigt ikke sådan at jeg synes det kun er pigerne der skal have et nyt ord - tissemand, pik og diller er heller ikke ligefrem hverken dækkende eller neutrale. Jeg tænker at et helt nyt sæt vil være på sin plads. Selvom "snip" og "snop" måske er lige lovlig... svensk.

Hvad kalder du din?

Vi snakker meget med Gryntegrisen. Om alting. Vi fortæller hvad vi laver, hvad vi kigger på, hvad der sker og vi lægger hende ord i munden. Vi fortæller hende hun er fin og dejlig og at vi elsker hende, og vi navngiver nærmest alt hvad hun kommer i berøring med. Således fortæller vi også om alle kroppens dele, når vi har fat i dem; ene arm, anden arm, mavse, fusser, nummi-nums, øverste halsedelle osv. (jamen vi er så pisse sprogligt korrekte)

Men der er én kropsdel jeg aldrig sætter navn på. Ikke fordi jeg ikke vil, eller fordi jeg ikke syes det er vigtigt. For det gør jeg. Men jeg synes virkelig tissekone er et grimt ord. Altså, ikke grimt som et bandeord, men bare grimt. I øvrigt er det heller ikke specielt dækkende. Det er jo ikke en kone, vel. I bedste fald sidder den på en kone, men i det konkrete tilfælde er det en lille pige vi snakker om. Og den kan også andet end at tisse. Numsen hedder eller ikke en skidekone, vel? Nå.

Problemet er at jeg ikke kan finde på noget andet. For det skal være neutralt, men det må ikke blive sådan noget "den unævnelige"-agtigt. Som min tidligere veninde, der som 19-årig stadig sagde "forneden". Det må heller ikke være en åndssvag eufemisme, som "blomst" eller "skatkammer". Det må ikke være vulgært. Det må ikke være seksuelt ladet. Det skal dække over det hele (indre og ydre kønsorganer og at den kan tisse). Og det skal være et stille og roligt og pænt ord. Som numse eller bryster. Der gør at vi alle sammen ved hvad vi taler om, uden at der ligger mere i ordet.

Sådan uden social kontekst synes jeg "kusse" er det bedste ord. Det dækker over det hele, uden at nogen af delene indgår i selve ordet. Det er kort og ukompliceret. Desværre er det blevet et skældsord, og et voksenord med en hel masse seksuelle undertoner (og overtoner, for den sags skyld). Så det duer ikke.

Selv kalder jeg min for en "hoo-ha". Men det er mest fordi jeg var hysterisk af grin da jeg hørte en voksen kvinde bruge det (i et amerikansk program, selvklart) Det falder alt for meget i kategorien "den unævnelige" til jeg vil lære Grynten det. Selvom det er et sjovt ord.

Så hvad kalder du din?

Længsel

Nogle gange, når solen står i den rette vinkel og vinden er i det rigtige hjørne og jordbærene er friske og fritureosen fra grillbaren bliver spredt på en bestemt måde så dufter Byen Ved Vandet lidt af København.

Og så længes jeg. Noget så inderligt.

Efter Nørrebro og trafikken på Tagensvej og pizzamanden lige nede på hjørnet, som lavede det bedste hvidløgsbrød. Og slikmanden på det næste hjørne, hvor man kunne få kredit fordi "jeg ved hvem du er!" og halalslagteren lige ved siden af, der havde hakket okse til 15kr og Føtex nede i Mimersgade. Og at det altid var sommer, selv når det regnede.

Så dukker Tina Dickow's "Copenhagen" op i mit hoved og jeg sætter den på og tuder lidt. Og længes. Hjem.

Babyjammer

Det er hårdt at være Baby for tiden.

Vi havde godt regnet med hun ville reagere på at Manden skulle på arbejde igen. Men jeg havde godt nok ikke regnet med det ville blive så voldsomt. Måske der også er andre ting der spiller ind, det ved man jo aldrig helt med de små størrelser, men i hvert fald er det bare rigtig, rigtig hårdt. Både for Babyen og Moren (og nok også for Faren)

I ugerne op til han skulle starte øvede vi konceptet "falde i søvn stille og roligt i egen seng". Noget hun hurtigt fandt fidusen ved, og selvom hun stadig havde brug for vi sang en sang og lå ved siden af et stykke tid, så var der ro på og hun faldt i søvn i god ro og orden.

Det glemte hun alt om igen den første dag Manden skulle sove efter en arbejdsnat. Hun skreg og skreg da jeg lagde hende, og det blev meget op og ned og gåen rundt og syngen sange og op og ned igen. For Manden skulle jo også sove, så han skulle heller ikke forstyrres for meget. Sovecirkus stod på lur. Men det gider hverken Moren eller Faren, og heldigvis var det en blid start med kun to nætter, så vi havde en hel uge (thank God) til at regroup'e og gentænke konceptet "falde i søvn stille og roligt i egen seng". Noget hun i øvrigt pludselig huskede alt om igen, da Manden fik fri.

Vi er ikke færdige med at tænke. Lejlighedens planløsning er mindre end optimal til far-sover-hele-tiden-og-baby-sover-noget-af-tiden-og-baby-skal-også-skiftes-ind-imellem, og løsningen lige nu er ikke rigtig optimal. Jeg putter Grynten til lur på sofaen, men hun kunne godt bruge noget der var lidt mere afskærmet, og så skal vi have fundet et sted til en ekstra pusleplads, så jeg ikke skal lave ninja-bleskift, for at undgå tis på sofa/gulv/håndklæder-der-ikke-lige-kan-komme-til-vask.

Nå, men alle de ideer om putning er jo ligegyldige hvis hun ikke vil putte. Hun falder sådan set fint nok i søvn (hvis hun er træt - hvis man læger hende for tidligt kan man godt glemme det), men så begynder hun at skrige. I søvne. Højt og meget ulykkeligt. Jeg tror måske hun har mareridt, men det er jo også helt umuligt at vide med sikkerhed. Hun er i hvert fald tæt på utrøstelig, og ikke til at vække. Det. er. så. hårdt. Især fordi hun heller ikke er helt på toppen når hun er vågen. Så vil hun også helst sidde hos mig med sin sut/noget legetøj og putte. Stakkels, stakkels baby, som tydeligvis godt kan mærke tingene ikke er som de plejer, og har brug for ekstra tryghed. Men en voksen mindre til at stå for det. Og stakkels mig, som bare gerne ville sidde en halv time for mig selv. I fred.

Hvilket jeg selvfølgelig gør lige nu, fordi hun lige nu tager en ordentlig (agtig) lur. For selvfølgelig er det ikke så slemt som det var i fredags, fressembel, for hvis det var ville jeg ikke have tid til blogindlæg. Eller te. Eller mad, for den sags skyld. Og glemt alt om noget som helst husligt. Så jeg håber det er fordi det er ved at blive bedre. Og at det bare lige er fordi vi skal lære det, alle tre.

Og apropos lære, så er der også en masse andre ting Babyen skal lære. Hun har fx fundet ud af at hun kan gøre noget med ting. Desværre er tingene sjældent samarbejdsvillige, hvilket er majet, majet frustrerende, og i den anledning har hun udviklet et helt nyt hys-hvin. Som bruges flittigt i alle situationer, hvor tingene ikke går som hun havde planlagt. Bliver vandflasken ved med at smutte mellem hænderne på en? Hvin. Kan man ikke nå bolden? Hvin. Går det for langsomt at dreje sig efter ting? Hvin. Moren er i øvrigt pænt stolt af at Babyen kan rotere en hel omgang på maven. Og at hun kan gribe målrettet ud med begge hænder. Og at hun kan sidde stille og koncentreret undersøge en ting i relativt lang tid.

Nå, nu er hun ved at vågne. Jeg var ellers ikke færdig med indlægget, men hvis jeg lader det ligge får jeg det aldrig gjort færdig. Så rundstyk, for det amputerede indlæg. Så må jeg skrive om mad og sange og temperament en anden dag. Måske.