fredag den 21. november 2014

Låveståry, del 9

Du kan læse de tidligere afsnit her (åbner alle i en ny tab):
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8.
Du kan også læse alle afsnittene under tagget lovestory, men der ligger de i omvendt rækkefølge.

---------
Sommeren begyndte at gå på hæld, og den kedelige (og noget ensomme) virkelighed bankede på. Jeg var glad nok for mit sommerferiejob... jamen I behøver ikke lyde så chokerede, jeg har faktisk en enkelt gang eller to haft ægte lønarbejde... men det fik jo ikke aftenerne til at gå. Og snart fik det heller ikke engang dagene til at gå, eftersom sommerferien (og dermed også jobbet) udløb.

Jeg havde flere gange lyst til at skrive til Ace, og bede ham komme forbi. Selvom der var en del andre som også ville komme hvis jeg spurgte, så var Ace nok den eneste jeg ville være tryg ved at lade overnatte. Jeg tror ikke der var nogen af mine... ahem... bekendtskaber der var psykopatiske øksemordere, men der var jo heller ingen grund til at teste skæbnen. Problemet med Ace var jo bare lige, at aftalen var at det skulle være uforpligtende. Nåja, og så at han havde følelser i klemme hos en anden.

Kort sagt... Hvad nu? Hvad mener I med, at der ikke er noget i den her historie der er "kort sagt"? Jøsses, det er da klart det bliver langt, når I bliver ved med at afbryde... Nå, men kort sagt så var jeg løbet tør for underholdning, så da Vikaren skrev at han var på vej hjem, greb jeg chancen og hoppede på et tog.

Jeg havde fået en virkelig god ide, syntes jeg selv. Jeg ville overtale Vikarens roomie til at låne mig en nøgle, så jeg kunne være der når han kom hjem. Tadaaa!! SURPRISE! Altså, seriøst, det var århundredets ide. P.i.s.s.e. sjovt. Prank of the year. Så ville jeg bare være der, i hans lejlighed, helt uden han var klar over det. Jamen, I kan godt se det sjove, ing? Ing?!

Jeg så bilen køre ind på parkeringspladsen. Parkere. Jeg så han stige ud og gå hen mod døren. Jeg var klar. Haha, hvor ville det bare blive fucking sjovt.

Han stoppede op da han så mig, fuldstændig som på film.

Hvorefter han undrende udbrød: "Hvad laver du her?"

torsdag den 20. november 2014

Hvori boligstøtte-ansøgningen bliver ved med at være en kilde til uendelig morskab

Så fik Manden en mail om boligstøtte:

"Kære ansøger

Der er nye oplysninger om din ansøgning om boligstøtte.

Gå på www.borger.dk/boligstoette-status og log på med din NemId/digital signatur.

Venlig hilsen
Udbetaling Danmark"

Så går han selvfølgelig ind på borger.dk og logger ind for at se de nye oplysninger.

Hvad der står, spørger du i åndeløs spænding?

"Færdigbehandlet", såmænd (og kun tre uger efter svar-fristen udløb)

Men står der noget om, hvad svaret på ansøgningen er?

Nej. Selvfølgelig ikke.

Men hvad skulle vi dog også bruge den oplysning til.

Vi har jo søgt boligstøtte fordi vi har så pissemeget økonomisk overskud, at det er helt ligemeget hvor vi kan budgettere med.

Nogle ville måske mene, at Udbetaling Danmark bare kunne have skrevet direkte i mailen "Din ansøgning er nu færdigbehandlet".

Eller at opdateringen om boligstøtte burde blive sendt til ens e-boks, hvor man jo alligevel skal tjekke al sin anden post.

Men det er jo det offentlige.

tirsdag den 18. november 2014

Låveståry, teasertrailer

Engang for mange hundrede år siden var jeg igang med noget låveståry. Som jeg af flere omgang har lovet og/eller overvejet at gøre færdig.

For så ikke at gøre det.

Så nærmede november sig (igen) og jeg tænkte (igen) hvor fucking fint det ville være at den var færdig til vores bryllupsdag (spoiler-alert: Det bliver den ikke)

Vores bryllupsdag er i morgen. Lige pludselig. Jamen shit, altså? Bliver måske lige snert nok at forfatte seks nervepirrende afsnit inden da.

Nå, men sidst vi så seks år yngre mig var jeg single og i færd med at blive ved med at være det. Det viste sig at det var sværere end beregnet at holde niveauet "casual sex", for i løbet af få uger havde Vikaren sagt det meget forbudte "Jeg er vild med dig" (for derefter at skride på ferie. Skide tak for suppedasen) og gudeskønne Ace, kom og væltede mig omkuld, både billedligt og bogstaveligt talt (for derefter at tage til den anden ende af landet, i jagten på en anden. Skide tak til dig også)

Så der sad jeg så, i et hjørne på mit sommerferiejob, og funderede over, hvor ustadig den der single-tilværelse er.

Følg herre-meget med i morgen, hvor jeg MÅSKE skriver afsnit 9!!

søndag den 16. november 2014

Hvori jeg lader som om jeg ikke drømmer om andet end en burger

Jeg har altid drømt om at skrive.

Sådan siger jeg ofte, når samtalen drejer sig i den retning.

Det har faktisk i mange (mange) år været en stor del af min identitet, at jeg er sådan en, der drømmer om at skrive.

Det er mange (mange) år siden jeg sidst har skrevet noget, der bare kunne minde om at være af betydning, og i takt med at mand og børn og hverdag er kommet til, har jeg måttet sande, at det nok er løgn, at jeg drømmer om at skrive.

Jeg er måske mere sådan en, der drømmer om at drømme om at skrive.

Så kunne jeg være den lidende, interessante kunstnersjæl, som skrev helt vildt dybe og interessante ting. Hvis jeg altså skrev.

Men jeg skriver jo ikke en skid. Jo, bevares, der ryger da ord ud på bloggen, og der er også ord involveret i Crazy Urealistisk Projekt (TM), men ikke den slags ord.

Så jeg tog et skridt væk, og prøvede at kigge lidt på, hvem det egentlig er jeg er. Og jeg er hverken sådan en der skriver, eller sådan en der drømmer om at gøre det.

Bortset fra, at ligepludselig, så var der ord, der ville ud. Rigtige ord.

Det er bare alt for sårbart. Alt for krævende. Og alt for farligt.

Så nu, hvor jeg har nogle ord, jeg kunne drømme om at skrive, eller endnu værre, rent faktisk skrev dem... så ville jeg faktisk nærmest ønske de gik væk igen.

232 ord nåede jeg at vride ud, inden jeg fortrød.

Halvdelen af mig skriger SLEEEEEEEEEEEEEEEET.

Den anden halvdel ønsker, at nogen ville tvinge mig til at udlevere det.

Så lige nu drømmer jeg mest om, at være sådan en der ikke drømmer om at skrive.

fredag den 14. november 2014

Hvori jeg læser en bog

I sidste uge var der nogen der havde oversat en bog. Igen. Og det fik Politiken til at gå fuldstændig i selvsving over 1. At nogen (igen) havde oversat bogen og 2. At pågældende oversættelse var fuldstændig uforståelig (6 hjerter)

Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.

Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.

Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.

Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.

Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.

Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.

Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.

Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.

Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.

De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.

.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)

mandag den 10. november 2014

Hvori jeg er gået i seng

Må jeg godt gå i seng nu?

Har brugt den sidste time på at skrive Gryntegrisens ønskeseddel ind (i forvejen et hængeparti, sedlen har været efterspurgt i ugevis) og finde billeder og specificere mærker. Og det kan godt være det er nedern, men jeg hader plastiklort med glimmer, der går i stykker i morgen, og vi har bare ikke uendelig plads at opbevare skodlegetøj på, men det forstår (dele af) familien ikke, så de stiller alligevel altid med et eller andet plastik, der ikke kan bruges til andet end at være i vejen, med mindre man har sagt DET ER DEN DER HUN ØNSKER SIG mens man holder dem i hånden. Til familiemedlemmerne, altså, ikke til legetøjet.

Undskyld. Jeg er træt.

Og jeg mangler stadig at indsætte/vedhæfte alle billederne.

Og så lige skrive de voksnes ønsker ind også.

Ja, OK, måske det virker som lige lovlig lang tid at bruge på at skrive en liste ind på computeren. Men muligvis - kun muligvis - skulle jeg også lige finde på store dele af listen først.

Det virkede lidt tyndt at skrive "legemad fra mamamemo" på som det eneste.

Seng. Nu.

Resten i morgen.

...

...

Hov, bør jeg tagge det her #speltmor?

fredag den 7. november 2014

Hvori ingen nogensinde snakker om noget som helst

Det her er et af de svære indlæg. Et af dem, der ikke rigtigt er til at få hul på.

For jeg er faktisk ikke rigtigt afklaret, men noget skal der ud.

Problemet er, at når man fortæller sine egne historier, så ryger der også af og til noget af nogle andres historier med. Fordi vi ikke er isoleret på en øde ø uden internet.

Jeg bliver ofte i tvivl om, hvor meget af andres historier det er ok at dele. Ingenting? Alting?

Så jeg har ingenting delt, af det, der har været nogle andres svære historie. Selvom det også til dels har været min svære historie. Som jeg har haft lyst til og brug for at skrive om og dele og tale med andre ikke-indblandede individer om.

Jeg har ingenting delt om, at min mor har haft kræft. Sådan rigtig, operations-krævende kræft. Hun er rask nu, bortset fra, at den behandling, der har gjort hende rask også har gjort hende syg. Muligvis for altid.

Jeg har heller ingenting delt om, at min Onkel Mellem også har haft kræft. Men det skyldes til dels at der gik meget længe inden der var nogen der overhovedet nævnte ordet kræft. Jeg tror ordet kemo blev sagt først. Fordi ingen ville sige det som var sandt; at han havde en livstruende sygdom.

Min mor sagde heller ikke ordet, før jeg tvang det ud af hende.

Det er nemmere at dele nu, hvor det hele er slut. Så er jeg ikke så meget i tvivl om hvor grænsen går, og der er ikke så mange, der har følelser i klemme.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra min Moster, hvor hun nævnte, at de var på sygehuset for at besøge Onkel Yngst. Sådan en passant, som om jeg vidste alt om hvad der foregik.

Jeg anede ikke engang han var syg. Ikke sådan ud over den der nagende mistanke, man altid har når man egentlig godt ved der er noget galt, men man slår det hen, fordi ingen siger noget.

Det er på en måde værre denne her gang, for Onkel Yngst's sygdom er psykisk. Og derfor ikke specielt håndgribeligt, og derfor heller ikke noget der automatisk vækker medfølelse.

Og det er nok det, der er dråben, der nu får alle mine ord til at flyde over og ud.

For jeg står, præcis som i mine teenage år, tilbage med følelsen af, at den generelle holdning er, at psykisk sygdom er noget man kan holde op med, hvis bare man begynder at opføre sig normalt. Jeg føler mig i den grad omringet af drama og vrede, og selvom begge dele måske er forståelige nok, situationen taget i betragtning, så synes jeg ikke det er et rart sted at være.

Især fordi der ikke er nogen, der siger noget som helst højt. Alle snakker om det hele tiden, men der er i virkeligheden ikke nogen der snakker om det. Ikke rigtig.

Så nu snakker jeg om det. Og råber røv og siger fuck jer...eller dem...eller...fuck, i hvert fald.

For jeg hader faktisk, at ingen nogensinde snakker om noget som helst.

tirsdag den 4. november 2014

Hvori grisen grynter

Der er en del af Gryntegrisens ord, der sniger sig ind i vores sprog, simpelthen fordi de er så søde og sjove. Jeg ved ikke om det er pædagogisk korrekt, men på et eller andet tidspunkt lærer hun vel de korrekte ord, med eller uden vores hjælp. Tænker jeg?

Et af de allerbedste ord er falledille. Hun kan godt sige krokodille, hvis hun koncentrerer sig, men hvis hun er ved at fortælle noget, er der slet ikke tid til den slags koncentration. Det hedder en falledille fordi endelsen er så tæt på endelsen i frikadelle (jamen, jeg elsker simpelthen den logik hendes hjerne arbejder med)

For nylig fik hun en lamme-bamse af Mosser, som havde været på drukstudietur i Irland. Den har Barnet selvfølgelig døbt Sjopper-Sjip. Efter Shaun the Sheep, ing?

I bamse/dukke-skaren finder man også Dåddenine, som direkte oversat er Dukkeline. Vi andre kender hende som Cirkeline, men det er jo en dukke, ligesom Dukke såe...

Så er der alle "-lade" ordene. Har I nogensinde tænkt over det, at ord der ender på "lade" er gode ting? Der er sjodderlade, mammårlade og rammerlade. Alle siges med have og/eller mere foran.

Noget andet der smager godt er bittebåtter (peanutbutter) og mulli (tidligere udtalt munæ), som egentlig betyder smoothie, men som bliver brugt generelt om smoothie, suppemand, dus og små brikker med sugerør på. Med mindre der er tale om daomæt, som betegner alle former for mælk med smag.

Når man skal ud at cykle skal man huske at have sin cyttehat på.

Til fødselsdage er det bedste hvis der er bannenånger, men pas på - de kan godt sige BANG!

Hver aften synger vi en valgfri godnatsang, siger tak for i dag og slutter så af med at synge sang hærde-ade. Den med lærkereden, I ved.

For tiden synger vi også meget denne sang, der er den første Gryntegrisen kan i sin helhed (komplet med tegn):
Lillebitte ollelat
Onde mi-mave
Demme bor hos
Nære nære min mad
Gir eneste dag
Ikke have
Heller heller
Dodola IS!!

(man kan også synge den med STORE lat)

Når nogen formaster sig til at give Gryntegrisen en mysser bliver der med det samme rejst krav om at ta det af igen - og så må Mor og Far jo suge mysset ind igen.

Af og til formaster nogen sig til at kalde Gryntegrisen for en lille skat/dejlig/mors pige. Så får man meget bestemt fortalt at nej, er lille dreng!

Den anden dag havde vi været på legepladsen og skulle om at hanle. Vi kiggede på ænderne på stien, og så begyndte Gryntegrisen at sige enne hona på repeat. Ingen af os vidste hvad hun snakkede om. Nej, det var ikke en hund - der var heller ikke nogen hunde i nærheden. Hun blev mere og mere insisterende "Enne hona! Enne hona!" og de dumme forældre forstod stadig ikke noget. Da vi gik forbi lågen til kirkegården steg lydniveauet til skrig og armene rakte frustreret ud: "ENNE HONA!!!!" - og så forstod de tungnemme forældre: Ind til Ronan

mandag den 3. november 2014

Hvori vi går en tur

Vi har fået en hjerneblødning, jeg kan lige så godt sige det rent ud.

Vi er blevet sådan nogle der synes det lyder som en vildt godt ide at tage på vandretur. Seriøst. Jeg aner ikke hvor fanden det kom fra?

Så nu har vi pludselig aftalt at de mandage Manden har fri går vi lange ture. Fordi selvom vi synes det lyder som en god ide med vandretur, er vi også stadig realistiske omkring at vi er nogle tøsedrenge, så vi starter i det små.

Det er virkelig mærkelig at være blevet sådan en der holder af frisk luft og natur og primitiv sådan fra den ene dag til den anden. Hvis ikke det var fordi vandreudstyr havde samme kilopris som platin, så havde vi nok også investeret i et fuldt sæt allerede. Jamen, det er jo det jeg siger - det er helt galt.

I dag var i følge planen ekspeditionsdag (ja, ekspedition. Eller quest måske, som i Ringenes Herre. Coz that's how we roll) og vi havde slet ikke fundet på alle mulige dårlige undskyldninger for ikke at skulle afsted. Det var faktisk nærmest helt som om vi glædede os? Men så sov Gryntegrisen helt vildt længe (7.30, red.) og det er altid et faresignal. Hun var også lidt varm, og hun havde virket varm, de gange jeg mærkede om natten. Og jeg mærkede i nat når jeg gav sut, fordi hun i går aftes også havde virker lidt varm og pylret. Hun virkede ikke syg ellers, men vi tog hendes temperatur, som viste et pisseirriterende 37.5. Som ikke er feber, men som heller ikke ikke er feber.

Og så regnede det.

Manden insisterede på at vi skulle gå alligevel (eller, det gjorde han, efter det klarede op) og at vi bare kunne have Gryntegrisen med i klapvognen. Men så tog det jo pludselig 100 år at pakke, for af en eller anden årsag kan man pakke til sig selv på to minutter, men ligeså snart man skal have et barn med tager det for evigt, og da vi så endelig var færdige med at pakke var det blevet overskyet igen.

Vi tog chancen og gik alligevel (spoiler-alert: det holdt tørt) og vi havde faktisk en rigtig hyggelig tur. Om end det ikke rigtigt var den slags hyggelig vi havde drømt om. Til gengæld fik vi jo så prøvet at have både hende og klapvognen med, og så fik vi gjort nogle erfaringer på det punkt også.

Barnet virkede ikke specielt syg, men hoppede ikke i ret mange vandpytter ude i skoven, før hun bare gerne ville op i klapvognen igen. Hvor hun sad ligeså stille og spiste kiks indtil hun faldt i søvn.

Vi fandt et rigtigt dejligt sted at spise frokost, lige ved det gamle færgeleje, der både var i læ og med dejlig udsigt. Vi parkerede klapvognen og lige som vi skulle til at sætte os kunne vi så konstatere at vognens indhold var vågnet. Efter en enkelt sølle time. Ergo var færgeleje med fire meters frit fald til hav udelukket som spisested.

I stedet blev vi enige om at spise ved Monarchs legeplads, og så kom Manden i tanke om at han godt ville have kaffe. Nu vi var der. Vi gik med ind, mig og Grynten, for at få lidt varme, og så sagde Barnet pludselig: "Spise mad! Sidde bordet, spise mad" mens hun pegede på alle de mange borde. Og så fik hun øje på børnestolene. "Sidde stol. Bordet. Spise mad!"

Jeg ved ikke hvor hun har den viden fra? Jeg tror det kan tælles på en enkelt hånd hvor mange gange vi har haft hende med ude at spise på den måde. Og det var altså heller ikke fordi der var ret mange der sad og spiste. Det kommer virkelig tit bag på mig hvor meget det barn har styr på inde i sin lille knold.

Fordi hun jo var syg (agtig) fik hun lov til at bestemme. Derfor, og så fordi hun simpelthen bare var så sød, som hun sad der og fortalte om, at vi skulle spise mad. Hendes lykke var komplet, da jeg fortalte vi kunne få en smoothie til.

Hun fik ikke sovet mere, men humøret holdt alligevel næsten resten af vejen hjem.

18.15 bad hun om at komme i seng, og nu er hun faldet i søvn.

Vi andre falder nok bare i sofaen indtil videre.

14 km i delvist kuperet terræn blev det til. Det er ok, klapvogn og barn taget i betragtning.

søndag den 2. november 2014

Hvori der er lys (men vist ikke for enden af tunnelen)

Gryntegrisen har opdaget, at man kan tænde og slukke lamper. Det er meget spændende, og vi øver os i at man må trykke en gang.

Om morgenen, når vi har ligget og hyggegasset lidt i mørket vil hun gerne "tænde lille lys", og det får hun lov til. Bagefter er det "også loffårn, tænde" - og ja, hun får også lov til at tænde lyset i loftet (selvom Moren synes det er en anelse for lyst og en anelse for tidligt). Det er der i og for sig ikke nogen problemer i - med mindre Manden er hjemme.

"Lille lys" står nemlig i Mandens side af sengen, og han er derfor i vejen. Den anden morgen moste Gryntegrisen bare hen over ham, og hun blev voldsomt forskrækket og ked af det, da han (forståeligt nok) skældte ud over at blive vækket ved at blive jokket på - "lige på patvorten", som han så malende udtrykte det.

Vi trøstede og tog så en snak om, at man ikke bare må trampe på andre, og at man i stedet skal bede dem om at flytte sig. Gryntegrisen forstod godt hvad vi sagde, og i stedet for at træde på Manden siger hun nu "FLYT DIG!!" og skubber til ham. Det er effektivt, fordi Manden bøjer sig sammen i latterkramper, og på den led giver plads til hun kan komme forbi, men måske ikke helt det resultat vi havde håbet.

I morges havde vi så følgende samtale, da Barnet var lige ved at mose hen over Manden:

Mig: "Hov, du skal passe på Far!"
Gryntegrisen: "FLYT FLYT!! FLYT DIG!!"
Mig: "Du skal spørge pænt, ikke skubbe"
Gryntegrisen: "Nåhja. Spørge pænt. FLYT DIG!!"