torsdag den 18. september 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 19)

22. oktober 2007
Den sande eneste ene

Nu går i måske derude og tror at Manden* faktisk er manden i mit liv. Eller at Eneren** virkelig er ham jeg drømmer om at bruge mit liv sammen med. Eller måske I endda har fået den opfattelse at jeg er en promiskuøs infatuation junkie der hopper på næsten hvad som helst.

Men I tager alle sammen fejl. For der er én der virkelig har stjålet mit hjerte. Én som er min sande kærlighed.

Han hedder Aragorn. Og jeg mener ikke det der Viggo Mortensen-fis (og hvorfor skal Viggo altid synge?), men den rigtige Aragorn. Med sværd og det hele.

Åh, suk.

-------
*Ex'en, red.
**Es, red.

søndag den 14. september 2014

Hvori jeg får fornemmelser, som jeg både følger og ikke følger

Vi er begyndt at gå til gymnastik med Gryntegrisen. Hun elsker at hoppe (bøje sig ned og så rejse sig op mens hun siger "hop!", red.), løbe (med benene flyvende i alle retninger, så hun ligner en kegle, red.) og slå kolbøtter (stille sig på alle fire, med hovedet mod gulvet, og vente på nogen kommer og triller hende rundt, red.), så vi tænkte at gymnastik måtte være sagen. Det foregår endda på skolen lige nede om hjørnet, så det kunne faktisk ikke været mere praktisk.

Alle mine bekymringer om hvorvidt hun nu også forstod konceptet blev gjort til skamme. Hun hoppede, strakte sig op på tæerne, løb, listede og lagde sig (efter megen tankevirksomhed og med megen møje og besvær) ned på maven, når hold-lederen sagde det. Der var selvfølgelig en del hun ikke kan (endnu), men hun deltog og jeg skulle ikke indfange en rogue toddler, som saboterede det for alle, sådan som jeg ellers havde frygtet. Hold. nu. op. min lille pige er stor, altså. Hun var endda med på at balancere en ærtepose på fødder, hænder, hoved - helt selv, og uden at hidse sig op. Ahmmen, I skulle have set, da hun skulle lægge den på numsen. For man kan jo ikke bare lægge den på numsen først! Virkelig ærgerlig der er krav om at forældrene deltager, ellers havde jeg så meget filmet det. Det lykkedes i øvrigt til sidst, og hun var SÅ stolt.

Det er første gang vi har "gået til noget" med Gryntegrisen, og jeg ved godt at det gør os til De Mest Håbløse Forældre Ever. Men da en mødregruppemor foreslog at vi skulle gå til stimulastik (hvor jeg i øvrigt hader det ord) og nævnte prisen var jeg ved at få min chai-latte galt i halsen. 600 bobbelobs, 75kr pr gang (45 minutter). Jamen, det er da ikke så galt? syntes hun. SU-mor måtte stå af, men ikke efter at have hørt To Biler-mor og Ergo-mor berette om hvor fantastisk det var. Og have læst hjemmesiden (om hvor fantastisk det var). Jeg fik faktisk næsten helt det indtryk at baby DØR, eller i det aller mindste bliver ødelagt for livet, hvis ikke man går til 75kr pr gang stimulastik.

Åh, men det er jo ikke fordi jeg ikke tror stimulastik er godt (hvad enten man betegner det med et øv-ord eller ej). Og jeg ville nok også gerne have gået til det det, hvis det havde været en anelse billige og en hel del mindre frelst. Eller er det bare mig, der har oplevelsen af at stimulastik hører med i den frelste deluxe-øko-spelt-pakke? Nåmn, hvorom alting er, så var mavefornemmelsen om gymnastik i hvert fald korrekt. Og så kan jeg ånde lettet op over at jeg ikke ødelagde babyens motionsglæde og motorik ved ikke at stimulastikke hende i en tidlig alder.

Med mindre man spurgte vuggestuen, dengang vi var til forældresamtale, altså, hvor de mente at hun var bagud grovmotorisk (det var hun ikke, red.). Hvilket jo så leder mig direkte over i den næste mavefornemmelse, eller rettere: Manglen på den. Gryntegrisens vuggestue har aldrig været armene-over-hovedet-det-bedste-i-verden, men en konsekvens af, at der var lige præcis 0 kommunale vuggestuepladser inden hun fyldte 15 måneder (sagde pladsanvisningen - men en mødregruppemor fik plads 1. november, kun en måned efter vores behovsdato). Gryntegrisen har altid været glad for at være i vuggestue - troede vi, indtil førnævnte forældresamtale, hvor de sagde at "hun er holdt op med at græde så meget". Øh, godt nok, men vi var slet ikke klar over at hun havde "grædt meget". Jeg tror overhovedet ikke hun har været ulykkelig, for hun har altid været glad både ved aflevering og hentning, men hun har jo så åbenbart heller ikke haft den fest vi troede.

Det blev alt sammen bedre kort efter - nok fordi hun blev mere sikker på benene og fik mere sprog. Men det gjorde bare at vores dårlige indtryk af forældre-kommunikationen blev dårligere. Jeg synes stadig den er nærmest ikke-eksisterende, og der er stadig ingen voksne der af sig selv tager imod mit barn og/eller spørger ind til om der er noget de skal vide. Og så, helt ud af det blå, stoppede Yndlingspædagogen. Det var meget mystisk, og en underlig måde det (ikke) blev kommunikeret på, og nu er hun jo så altså bare væk. Hun er blevet erstattet af Nye Pædagog, som heldigvis bare er SÅ sød - og den eneste som lader til at være opmærksom i afleveringssituationen. Det er svært at sætte fingeren på hvad det præcis er, der giver mig en, omend ikke ligefrem dårlig, så i hvert fald ikke helt god mavefornemmelse. Nogle gange virker de voksne bare... ja... trætte. Uengagerede. Som om der måske er noget i personalegruppen/ledelsen der ikke helt fungerer. Men hvad ved jeg.

Det værste er, at Gryntegrisen er begyndt at være ked af det ved aflevering. Fra den ene dag til den anden gik hun fra "hej hej, jeg har slet ikke tid til at vinke" til fuldstændig hysterisk gråd og små næver knyttet fast i mit tøj. Det er blevet lidt bedre, her efter to uger. Eller. Det er på en måde blevet værre, for nu skriger hun allerede når vi drejer ned ad vuggestue-vejen, men det er bedre fordi hun ved sidste aflevering ikke skreg. Til gengæld ville hun overhovedet heller ikke hverken vinke, eller vide af mig, men sådan er det jo, når følelserne er for store. Nåja, og så er det bedre fordi hun er begyndt at sætte op på. "MERE TUR!! MERE TUR!!" skriger hun arrigt. Og det giver mig lidt mere ro, for så er det ikke fordi hun er ked af hun skal være i vuggestue, men fordi hun er ked af at gå glip af at være sammen med mig. Hvilket er to vidt forskellige ting.

Hvad vi gør ved mavefornemmelsen? Ikke noget. Der er ikke rigtigt andet vi kan vælge, der giver mening for os. Dagpleje ville være et logistisk mareridt, og så synes jeg simpelthen det er for meget russisk roulette (og så er jeg rent principielt imod, men det skal jo ikke gå ud over Grynten - desuden er jeg jo også principielt imod private institutioner). Og holde hende hjemme? Det ville jo bare ikke være gavnligt for noget. Så så længe hun lader til at være glad for vuggestuen, og personale og/eller ledelse ikke går helt op i hat og briller, så giver det mere mening at hun bliver der, end at hun flytter (hvorhen det skulle være, aner jeg jo så heller ikke)

Nå, men det jeg havde håbet at komme frem til, på en lidt mere elegant måde, er at i fredags fulgte jeg min mavefornemmelse, på min og Gryntens vegne, og tog en hjemmedag. Vi havde sovet længe (og med "længe" mener jeg 7.30) og inden Manden kom hjem og vi fik spist morgenmad og skiftet ble, så var klokken blevet mange, og det føltes bare som en fridag. Det er rent selvmord, at holde forlænget weekend når Manden arbejder (man bliver simpelthen så træt af at stå alene med selvstændig-hysterisk barn), men vi gjorde det alligevel. Og havde en rigtig hyggelig dag, hvor der stort set ikke var nogen der skreg, og hvor vi bare så film og spiste kiks og gik på legepladsen. Det trængte vi til, begge to. Som sagt: Man kan virkelig godt løbe sur i hverdage, når den ene af os skriger hysterisk over ikke at måtte få mælk, at skulle have blusen af, at skulle have blusen på, ikke at skulle på tur, ikke at måtte få kiks, kun at få en kiks, ikke at skulle på tur (ja, to gange, det er det hun skriger mest over)

Det hævner sig lidt i dag, her på den tredje fridag, hvor jeg slet ikke har haft fri for mig selv. Men heldigvis har hun indtil videre sovet 2,5 timer til middag, og Manden har lovet jeg må vække ham tidligt, hvis hun er sur (og det er hun nok, for hun er småsløj og trænger til hverdag). Faktisk, så bliver jeg nødt til at vække ham, for der er høstmarked nede i byen, og der er kagekonkurrence, hvor man må smage kagerne. Lige nu, faktisk.

Måske jeg bare skulle liste afsted, mens de sover, og spise en masse kage helt alene? Det er vel også en slags mavefornemmelse...

Hvori jeg næsten går hen og bliver overtroisk

Jeg bryder mig ikke rigtigt om, hvordan mine Throwback Thursday-indlæg lader til at være nærmest profetiske. Jeg har lagt indlæggede til upload i fuldstændig tilfældig rækkefølge (og har ikke set på dem siden), alligevel passede det for et par uger siden, at der var et tbt-indlæg om tidligere lokal-formand, dagen før jeg skulle på kursus med selvsamme (han ligner i øvrigt sig selv på en fucking prik, og føler mig stadig som et fuldstændig fjols når jeg åbner munden i nærheden af ham)

I torsdags var det så et indlæg om tandlæge. Sjovt (men ikke på haha-måden), eftersom jeg lige har knækket et stykke af en tand. Jeg er faktisk lige ved at tro det er nøjagtig den samme tand, der er tale om. Haha. Ha.

Så nu er jeg helt vildt nysgerrig og har lyst til at læse fremad i de næste planlagte tbt-indlæg, for at se hvad der venter mig. Men på den anden side tør jeg ikke, for det er som om det ikke er de bedste ting de forudsiger...

torsdag den 11. september 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 18)

18. august 2008
Tortur på den dentale måde

Er følelsesløs i hele kæberegionen. Har for 295kr lokalbedøvelse i munden. Og plastikfyldninger for et beløb svarende til en måneds husleje.

Meget snakkende tandlæge smalltalkede om uddannelse, Jylland og ikke helt så meget om hvad han gjorde ved min mund som jeg kunne ønske “Der er da dejligt i Esbjerg, jeg bedøver dig lige, hvad læser du så? Nåda, det hul er sgu dybt, det var godt du kom, på en måde er det jo heldigt den fyldning faldt ud, haha, skal du så være gymnasielærer bagefter, søde?” Jeg lå der med munden fuld af vat og metal og bedøvelse og kunne ikke svare meget andet end “Ba, bet pan man bo pige, pøhø, av”

Lå med kæben spændt ud med donkraft-lignende instrument og tandkødsbrændende laser-device rettet mod bageste kindtand da nådesstødet kom: “Ja, den er godt nok eget tæt på nerven… det kan altså godt være vi bliver nødt til at rodbehandle, så du må lige ringe hvis det begydner og gøre ond, og også hvis det ikke gør, for det er ikke altid man kan mærke betændelsen i nerverne, haha”

Haha. Ha.

Tror jeg går i fosterstilling på sengen med en dåse Ipren. Nok ikke så smart med slik.

torsdag den 4. september 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 17)

24. februar 2008
Sengetid
Der var så meget jeg ville sige.

Om sprudlende energi og Knoppers.

Om Indianeren og festen i morgen som er svær at vente på.

Om skildpaddevand. Vasketøj. Montaigne.

Men det er alt sammen væk. Sevet ud i en pøl på gulvet.

Går i seng of læser Mansfield Park.

torsdag den 28. august 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 16)

20. maj 2008
Fuck, blev der sagt
Manden* og mig går fra hinanden (og jeg er fucked up ligeglad med det ikke er grammatisk korrekt)

Det er måske mest mig der går fra Manden.

Jeg gider egentlig ikke snakke om det. Slet, slet ikke. Overhovedet.


------------
*Ex'en, red. - hverken mig eller den nuværende Mand går nogen stedet

mandag den 25. august 2014

Hvori jeg ikke har nogen penge

Min mor: "Er du kommet på noget kontanthjælp, eller noget?"

Mig: "Nej..." (hvilket du udmærket godt ved)

Mor: "Var det ikke en ide at få søgt noget? Noget må I jo da kunne få"

Mig: "Joh*, men det er jo ikke det, det handler om..."

Mor: "Ellers må de da kunne tilbyde noget uddannelse"

Mig: "Det kan de sikkert også. Jeg ville sikkert blive erklæret uddannelsesparat. Så kunne jeg få lov til at være arbejdsløs for endnu mindre end kontanthjælp"

Mor: "Jamen, det er jo også penge"

Mig: "Ja, men jeg ville jo så være nødt til at starte på en uddannelse på et tidspunkt"

Mor: "Hvad med sosu, eller sådan noget? Det kunne jo også bare være et deltidsjob i fakta"

Mig: "De har lukket for uopfordrede ansøgninger... og de ansætter jo selvfølgelig dem med erfaring først" (og jeg har ikke lyst til at arbejde i fakta)

Mor: "Bare 3000kr i måneden, ville jo hjælpe..."

Mig: "Men vi mangler jo ikke noget. Lige nu er der jo også en masse politisk arbejde"

Mor: "Nej, men ikke for at være grov, men det tjener du jo ikke nogen penge af"

Mig: "Nej..." (men til gengæld giver det mening)

Mor: "Gryntegrisen bliver jo heller ikke billigere at have gående"

Mig: "..."


Hvor ville jeg ønske at jeg magtede at sige: "Mor, ti nu stille. Dine bekymringer og indpakkede bebrejdelser hjælper ikke. Det gør mig bare ked af det, og får mig til at føle mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske, at du ikke blev så blændet af bekymringer, og i stedet så, at jeg for en gangs skyld er noget der minder om lykkelig."

I stedet mumler jeg bare et frustreret nej, og lukker det hele ud over Manden. Og spørger igen (igen igen igen) om det er ok, sådan som det er? Fordi jeg igen (igen igen igen) bliver overvældet af bekymringer og skyldfølelse. Men faktum er, at bekymringerne indtil nu er gjort til skamme. Vi har klaret os fint, selvom jeg ikke har haft nogen indkomst. Der bliver godt nok ikke længere overført penge til opsparingen (ud over Gryntegrisens), men på den anden side har vi heller ikke brugt af opsparingen. Økonomisk er vi hverken værre eller bedre stillet end for et halvt år siden. Og vi har ikke lidt hverken nød eller afsavn.

Det er selvfølgelig ikke holdbart for evigt. Det bliver også jul, og på et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at gå til tandlæge og Manden kunne måske også godt tænke sig noget uddannelse. Men lige nu... der er det fint.

Mere end fint, faktisk. Fordi det giver plads til nogle andre ting. Det giver plads til at afprøve hvor smertegrænsen er, hvor meget er vores tid sammen værd, hvor meget kan, vil og tør jeg? Ud over politisk arbejde med Den Evige Møderække og De Ligeså Evige Dagsordner, ligger der også et Crazy Urealistisk Projekt henne i kassen. Som jeg virkelig ikke aner om der nogensinde kunne være nogen som helst form for penge i, men som jeg til gengæld nyder at lave. Som jeg måske, måske ikke, finder et ståsted i. Men som under alle omstændigheder skal afprøves.

Det er jo ikke (som min mor lader til at tro) et passivt fravalg, fordi jeg ikke kan/vil/tør melde mig arbejdsløs. Det, at jeg er hjemmegående (uden indkomst), fremfor arbejdsløs (med en meget lille indkomst), er jo et aktivt, velovervejet valg, som vi har truffet i fællesskab, fordi vi mener, at det er det, der samlet set er bedst for vores (familie)liv lige nu.

Og jeg kan faktisk godt blive rigtig ked af det, når det valg ikke bliver anerkendt som værdifuldt, bare fordi det ikke har nogen økonomisk værdi.



*Det kan vi i øvrigt ikke, fordi vi ejer en såkaldt "formue"

torsdag den 21. august 2014

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 15)

7. oktober 2008
Suppedasen

Regningerne ligger i nøje gennemtænkte bunker på bordet. De 5000kr Fætterfyren endelig dukkede op med i går aftes ligger i madkassen og venter kun på at blive brugt når Navnebror* står op. Penge er blevet flyttet rundt, lånt, indbetalt, hævet, brugt, strukket til sidste 25-øre (eller, det er vel 50-øre nu) Job er blevet søgt, forældre kontaktet, venner brugt. Køleskabet indeholder mad nok til de næste par dage og weekenden byder på at tiltrængt, og meget gratis, pusterum hos mine forældre.

Jeg føler mig brugt og min hjerne strukket ud over al rimelighed. Jeg når lige at tage en enkelt mundfuld luft når et problem er løst, bare for at dykke lige ned i den økonomiske sump igen bagefter. For det kan ikke bare vente. Betalingsdato efter betalingsdato dukker op og det er umuligt at holde trit med en tung sæk gæld på ryggen.

Lige når jeg tror jeg har overblikket, lige når den sidste regning er lagt i sin rette bunke og alting ser ud til måske, bare måske, at kunne gå op i sidste ende, dukker der noget op. Jeg hiver fat i endnu en ting der har ligget på lur nede i Navnebrors økonomiske sumpvand. I dag er det et SU-lån der er “overført til skat” og som jeg derfor åbenbart ikke kan ændre betalingsplan for. Det er selvfølgeligt umuligt at finde ud af hvad denne mystiske lille sætning betyder på studielån.dk, lige meget hvor meget man gennemsøger deres side. Så nu må jeg pænt sidde her og vente på at det bliver nattevagt-Navnebrors ståop-tid så jeg kan bede ham ringe og finde ud af det. Og dermed ødelægge humøret endnu en dag, og bortkaste endnu en dag der skulle have været fri for økonomiske bekymringer.

Vi gør indhug i det. Det gør vi. Men det er umuligt at se en ende på det. Endnu.

------
*Manden, red.

torsdag den 14. august 2014

Hvori jeg skal på kursus

Jeg skal være væk en hel weekend. Væk fra min baby-som-ikke-er-en-baby, som er nødt til at blive passet fordi Manden skal arbejde. Og jeg synes det er for lang tid, for hun er kun 1½, men der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Andet end at blive hjemme, men det ville være rimelig dumt, eftersom kursus er ret nødvendigt. Altså, ikke for verdensfreden, eller sådan noget, men nødvendig for at jeg kan gøre mit arbejde ordentligt.

Jeg er ikke klar. SLAM! så var der gået 14 dage af august. WTF, august?! Styr dig lige.

Det var ellers meningen jeg skulle forberede mig ordentligt, få samlet løse ender, og nå at snakke pasnings-scenariet igennem med Manden. Hvor meget tror I selv jeg har nået?

Som en opmuntrende faktor er der kursets deltagerliste. Det bliver et blast from the past, med ungdoms-kammerat Robin, ham fra indlægget tidligere på dagen (rent tilfældigt, det lige var i dag, men ret godt ramt) og Ex-Svigerfar.

Jojo. God nok. En rimelig anseelig del af Mit Gamle Liv dukker op.

Det skal nok blive sjovt.

Eller pinligt.

En af delene, i hvert fald.

TBT: Fra Den Gamle Blog (del 14)

7. februar 2008
Den perfekte politiker
Her i huset er der nogen der er politisk aktive. Meget. Derfor er den lokale Parti-formand af og til at finde i min stue hvor han bruger af Mandens* tid.

Men det gør mig ikke noget. For lokal Parti-formand ligger i den absolut gode ende af lækker-skalaen. Veltrænet og slank. Smil der ikke bare er politik-smil, men også altid giver ham glimt i øjet. Hår der sidder perfekt, selv efter en tur i blæsten. Især efter en tur i blæsten.

Formand selvfølgelig lykkeligt gift med ligeså travl og lykkelig politisk kone.

Har brugt min aften på at betragte hvordan hans t-shirt sidder perfekt. Tæt og kort så man kan se pæne, sexede overarme. Elsker når han trækker trøjen af og man et kort øjeblik kan se hans mave.

Gift eller ej, han skulle ikke lægge meget op før jeg var hans.

Kunne selvfølglig aldrig selv finde på at lægge op til noget. Ville alligevel være at miste for meget ansigt – selv efter min standard.

Men derfor kan man vel godt kigge.

------
*Ex'en, red.