søndag den 10. juli 2016

Hvori jeg opstiller nogle mål

"Mit mål er at den bog ikke bliver hverken 50 Shades eller Twilight," sagde jeg.

"Hvad skal den så være?" spurgte Manden.

Det var så godt et spørgsmål, at jeg har brugt et halvt år på at tænke over svaret.

"Anna Gavalda," svarede jeg til sidst. "Målet er nået hvis jeg bliver placeret over 0 på Anna Gavalda-skalaen."

onsdag den 15. juni 2016

Hvori jeg er holdt op med at undskylde for mig selv

Du siger at du ikke behøver kende min sorte bog. Men ved du hvad? Jeg har ikke en sort bog. Jeg har ikke en mørk og dyster fortid, som ikke kan tåle at se dagens lys. Jeg har ingen dybe hemmeligheder og jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg har kun mig selv, den jeg nu engang er, den jeg er blevet, på både godt og ondt.

Jeg er ikke en slikbutik, hvor du kan nøjes med at vælge de stykker du bedst kan lide og så lade resten ligge. Om noget er jeg en smoothie, hvor alting er blendet så grundigt sammen at det er umuligt at sige hvad der er hvad. Og jeg smager sgu godt. Også selvom der er både grønkål og depression i blandingen.

Jeg er stærk og jeg er levende og jeg elsker. Men det er kun i kraft af at jeg har oplevet (og stadig oplever) det modsatte. Det er to sider af samme sag, ikke enten-eller, men både-og.

Jeg har brugt alt for stor en del af mit liv på at føle jeg skulle undskylde hvem og hvad jeg er, og det er jeg i dén grad færdig med. Ingen, hverken dig eller nogen andre, har ret til at diktere hvilke sider af mig der er ok at vise frem.

Jeg har ikke gjort dig noget. Det kan jeg godt høre at der er nogen andre der har, men det kan jeg ikke stilles til ansvar for, og det er helt urimeligt at du dømmer mig efter hvad andre engang har gjort, eller hvad du forestiller dig jeg måske engang vil gøre.

Hvis ikke du har mod på mig, slash-fic og forhistorie inkluderet, så er det helt i orden. Men så er det nok nu det er ved at være tiden til at sige til, og tage konsekvensen af det og afbryde forbindelsen. For jeg bliver ikke hverken andet eller mindre end jeg er nu.



PS. Om jeg skrev det til dig? Ja, hvis du føler dig ramt, så gjorde jeg.

tirsdag den 7. juni 2016

Hvori der er smørsovs

Jeg er blevet en smule overtroisk på det sidste, fordi 2016 synes at være sådan et år hvor livsomvæltende ting bliver ved med at ske. Vi er nu nået til juni og jeg kan mærke at jeg hele tiden går og venter på hvornår slaget kommer, selvom, eller nok nærmere især fordi det hele går fint.

Brugte weekenden på en Tour de Jylland med mine forældre og Gryntegrisen og vejret var fantastisk og Barnet var næsten eksemplarisk og det var ren sommeridyl det hele.

Min rådne spasser smerte-fra-helvede tand er holdt op med at være både rådden og spasser, takket være tandlæges mad rodbehandlings-skillZ. Nej, en rodbehandling er ikke det sjoveste jeg har prøvet, og jeg tror heller ikke det er sjovt når jeg får regningen i næste uge, men jeg holder meget af ikke at have crazy ondt i hele kraniet.

I morgen tager mig og Manden til hovedstaden igen til endnu en koncert, denne gang Muse, og jeg glæder mig (selvom jeg ikke glæder mig til at genopleve Forum i 1000 graders varme) Drømte godt nok at vi var kommet til at tage til Mumford & Sons en gang til, men helt ærligt, så ville det ikke være verdens undergang hvis det skete.

Der er også udsigt til et par frække dates (måske) og en skt Hans-aften hvor vi skal fejre at min søster er kommet hjem fra højskole. Nogen har savnet "Moster Mus" frygteligt de sidste gange vi har været hjemme ved Mormor og Morfar.

Så nu er spørgsmålet hvad juni ellers har til mig. Mit nye overtroiske jeg frygter at det bliver slemt, med alt det gode der sker...


PS. Kom ud i køkkenet og så en kæmpe klump smør i en gryde. "Det var dog klamt meget smør," brokkede jeg til Manden. "Det er til smørsovs," svarede han. "Nå, ok," sagde jeg så, som om mængden af smør blev mindre klam af at vi æder den råt.

mandag den 6. juni 2016

Hvori det er dagen hvor det vender

I dag er dagen hvor jeg græder mig selv i søvn.

I dag er dagen hvor jeg bliver i tvivl om hvor meget der er min seksuelle frigjorthed og hvor meget der er savnet af dig.

I dag er dagen hvor jeg bukker under.

I dag er dagen hvor jeg ingenting er sikker på længere.

I dag er dagen hvor jeg ikke længes efter andet end at du holder om mig. Billedligt talt, selvfølgelig. Selvom jeg også mener det bogstaveligt.

I dag er dagen hvor jeg savner dig mest.

Og skal vi så ikke sige at fra i morgen begynder jeg at savne dig mindre?

lørdag den 4. juni 2016

Hvori jeg stadig skriver

Jeg diskuterede det med Es, dengang inden alting gik i stykker, hvad den kreative proces er for en størrelse. Han var den eneste der forstod hvad det var der skete, især dengang i starten hvor jeg bare skrev og skrev og skrev og var helt umulig at være i nærheden af.

Det er ret ironisk at det netop er den proces der blev skyld i at vi kom sådan op at skændes og mit hjerte gik i tusind stykker.

Det er tre måneder siden nu og jeg savner ham stadig/igen desperat, det kommer i bølger, erkendelse og indsigt, håbløshed og længsel. Jeg er ved at komme overens med at der er tale om ulykkelig kærlighed, kærestesorg. Forelskelse. Stadig.

Men jeg ved ikke længere om det er ham jeg er forelsket i, eller den jeg troede han var.

Jeg ville så gerne se ham, møde ham, lære ham at kende med det klar(ere)syn jeg har nu. Men han har sagt blankt nej.

Og det gør mere ondt end noget andet, at han efter tolv års sjæledybt venskab ikke vil komme og se mig i øjnene og sige tak (eller råbe røv, eller tie stille, for den sags skyld)

Så jeg skriver. Stadig. Til ham og om ham, og jeg lærer at acceptere at den bog er hans. At den er al min kærlighed.

Og jeg lærer at acceptere at kærlighed er meget og mange ting, og at jeg elsker og det er ikke forkert.

Men nogle gange er det stadig svært at huske på at det ikke var min kærlighed der slog vores venskab ihjel.

Det var at den var blind.


PS. Om jeg nogensinde bliver færdig med den bog? Nej, det har jeg ingen formodning om. Der er 120 post-its på mit skab med ting jeg skal skrive/skrive om/skrive til og jeg bliver aldrig færdig.

søndag den 29. maj 2016

Hvori Es hjemsøger mig. Eller omvendt.

Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg kunne bare gå lige ind. Det var ikke mit hus, men jeg tror heller ikke det tilhørte Es, selvom han opførte sig sådan. Han og Prinsessen havde være påbesøg tidligere, men jeg husker ikke hvorfor, og under alle omstændigheder havde det i hvert fald ikke været mere klart efter de gik.

Så jeg gik ind i det hus, der ikke var mit, men hvor jeg engang var så selvfølgeligt velkommen. Es sad og spiste og kiggede ikke rigtigt op, lod mig stå med overtøjet på.

"Jeg ville bare høre om du kom."

"Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg er færdig." Stadig uden at se op.

"Ok. Det var bare fordi... vi fik de ikke helt afgjort og så... men så går jeg bare igen."

Jeg ville sige "ses", men det nåede ikke ud inden jeg kom i tanke om, at det ikke passede.

Gangen ud var smal og mørk og jeg forsøgte ikke at græde, ikke at falde, jeg forsøgte så desperat at være stærk, men alligevel slap et par enkelte tårer og uværdigt bedende ord ud. Det tog tid at lukke døren bag mig, den var fyldt med jakker og ting der blev ved med at komme i klemme. Jeg kunne høre hans mor på den anden side, og af en eller anden grund var det bydende nødvendig at hun ikke vidste jeg havde været der. Jeg ville låse, men det gjorde hun inden jeg kom så langt. Udenfor var der mørkt, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg ville gå et andet sted hen, men ligemeget hvad jeg kunne finde på ville det ikke virke. Huset lå så jeg ikke kunne komme nogen steder uden at skulle forbi, rundt om eller igennem. Jeg gik igennem uden et ord, lod som intet, klar over at Es godt vidste huset lå placeret så dumt, så han ville kunne forklare hvis nogen spurgte. Der var også en dør ud til den anden side, en terrassedør, der ledte ud til sol og blå himmel, men det var ikke bedre. Det var stadig ikke et sted jeg hørte til.

Es' mor fulgte med, venlig og oprigtigt omsorgsfuld som altid, men jeg ville ikke snakke. Solen var blændende og varm og det var lige ned til vandet. Da hun gik ind for at hente noget stak jeg af. Det var ikke så ligetil, for der var træstammer der rullede under mine fødder, og rebstiger man ikke måtte klatre på, og så meget strand og menneskemylder at jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte.



PS. Helt ærligt, ing, så foretrak jeg da jeg bare drømte at han kyssede mig.

torsdag den 26. maj 2016

Hvori maj ikke helt er sød og mild

Skulle der sidde en enkelt læser derude og tænke "Hey, nu er maj snart slut, skulle der slet ikke ske noget i maj?" så kan jeg afsløre at svaret er: Jo. Jo, det skulle der.

Det startede fint. Der var noget Mumford & Sons-koncert (hvis I har en tidsmaskine og kan skaffe billetter, så tag til den koncert, for det var AWESOME) med noget hotelovernatning, og der var noget nyt bekendtskab, som vi ikke behøver komme nærmere ind på arten af, og der var noget oprydning, og det hele virkede i det hele taget til at blive en smule hyggeligere.

Så fik jeg så ondt i kæben. Sådan, virkelig ondt. Altså, som i virkelig, virkelig ondt. Som i GIV MIG NU BARE NOGET FUCKING SMERTESTILLENDE FOR HELVEDE. Det gjorde lægen så, efter at tandlægen ikke kunne se en fløjtende fis galt på nogen som helst røntgenbilleder. Det viste sig så at det lægen udskrev til mig også (primært?) bruges mod epilepsi, så derfor er der alle mulige interessante bivirninger. Og med "interessante" mener jeg "får mig til at føle mig en anelse fuld på den gode måde en ret stor del af tiden". Så det er jo i virkeligheden meget hyggeligt. Hvad der var knap så hyggeligt var at da først NERVESMERTE FRA HELVEDE havde lagt sig, så stod det klar at det faktisk var en tand det var galt med. Eftersom det var det eneste der stadig gjorde ondt. Hej rodbehandling (aaaaaaaaaaaargh!!!). Farvel penge.

Nåmn, det var da fint nok vi fik lokaliseret problemet.

Synes bare det er knap så fint at rende rundt med en øm underkæbe og den uvisse besked "Nu må vi se om det bliver nødvendigt med antibiotika".



PS. Kom også til at skrive til Es. Ved et frygteligt uheld. Både i et anfald af fuldskab og et anfald af fuldstændig ædruelighed. Ved ikke hvad jeg håber mest... at han svarer, eller at han venligt lader som om det aldrig skete.

mandag den 25. april 2016

Hvori 2016 har en smule svært ved at leve op til sit spejlbillede

Lige om et øjeblik er der gået fire måneder af 2016. Til nytår dukkede dette billede op i mit feed på instagram og jeg tænkte "Hell fucking yeah! 2016 kommer 100% til at rime på glæde!" Jeg klistrede endda billedet i min notesbog (mit liv er blevet så meget bedre efter jeg opdagede A4 labels med aftagelig lim)


Og hvordan er det så lige gået med det indtil videre, spørger den interesserede læser så. Jamen tak fordi du spurgte, nu skal du høre:

Første januar ramte den frygtelige og frygteligt indlysende sandhed at jeg elsker Es. Eller rettere, at jeg aldrig var holdt op med at elske ham. Det var (og er) en hel del at skulle forholde sig til ti års følelser på en gang. Han tog det pænt. Det gjorde jeg faktisk også. 2016 blev jo året hvor jeg blev lykkelig, og det skulle den slags småting ikke komme i vejen for. Jeg kunne fucking alting i januar.

Jeg kunne også blive gravid. Viste det sig. Bum. Tre uger inde i det nye år stod vi så med en uventet og på mange måder uønsket positiv graviditetstest. Ikke at en baby nogensinde vil være uønsket her i huset, men graviditeten var, af en hel stribe af årsager. Det var sådan cirka Verdens Dårligst Timede Graviditet.

Allermest var det dårligt timet fordi jeg jo ligesom var på sådan en type antidepressiver som man ikke bør være på når man er gravid. Overhovedet. Så der var lige lynudtrapning af medicin med et overflødighedshorn af interessante bivirkninger (og med "interessante" mener jeg "fucking nedern") Så gik februar ligesom med det. Ja. Hele februar. Fire uger hvor det mest af alt føltes som om min hjerne bare var holdt op med at virke, og min krop gik i sympati-strejke.

Så var det pludselig marts, uden at jeg sådan for alvor syntes jeg var kommet tættere på års-målene, og jeg følte egentlig i det hele taget at 2016 ikke rigtigt gjorde noget nemmere for mig, for hvordan i alverden skulle vi få et helt år til at hænge sammen med alt det vi havde planlagt, men som altsammen var stort set umuligt med surprise-baby? Heldigvis (og med "heldigvis" mener jeg "nåmn så fuck da dig rådne lorteår") havde marts ikke tænkt sig at være kedelig heller, så jeg lagde ud med at blive uvenner med Es. Så meget uvenner at vi fra den ene dag til den anden holdt op med at være nogen som helst form for venner. Ja, bare sådan. Alting eksploderede i et inferno af nedernhed som ingen af os så komme, og så var det ligesom det.

Som en ekstra bonus bød marts også lige på min gode gamle ven Ondt I Ryggen. Jamen jeg syntes heller ikke rigtigt det var nok at jeg allerede havde tilbragt en hel måned af året med at ligge meget stille i min seng (februar, husker du nok)

April! April er sådan en håbe-agtig, rar, nu-er-det-snart-sommer måned. Så kan det da kun gå fremad. Right? Nej. Ikke right. April indtager en absolut førsteplads som Årets Skodmåned og det bliver endda meget svært at overgå (undergå). Først begyndte jeg at pletbløde, hvilket aldrig er sådan rigtigt velkomment i en graviditet, og så begyndte jeg at rigtigt-bløde, hvilket altid er noget rigtigt lort i en graviditet, og da jeg var præcis 17+0 holdt jeg meget pludseligt og meget uønsket op med at være gravid. Jeg skulle ellers bare tisse. I stedet kunne jeg så få lov til at ringe 112 mens jeg holdt en alt for lille ikke-engang-en-baby i min hånd og forsøgte ikke at gå i panik. Tak, april. Det var lige det jeg manglede.

Nu er det lige straks maj. Og jeg ved helt ærligt ikke rigigt om jeg gider mere nu.


PS. Nåja, den der bog. Jamen den skriver jeg skam.

fredag den 4. marts 2016



Skærer i barken til det bløder,
Sømmer dørene til, et fængsel
Lever i drømme, alt for sent
Beder til skyggerne og går videre
Jeg siger til mig selv det tager tid
Jeg skriver det ned, sort på hvidt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig

Dagene går, tomme furer
Med fornuft og uden kærlighed
Min chance er væk, vindene vender
Fraværet forbliver, stædigt
Jeg siger til mig selv det er sådan det er
At hvis ikke tiden går, glemmer man ikke

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Der er intet had, der er ingen konge
Ingen gud, ingen bånd at kæmpe imod
Men hvad skal der til, hvilken magt
Hvilke våben bryder ligegyldighed?
Det er ikke retfærdigt, det er dårligt fundet på
Som en fornærmelse, mere end foragt

Hvad jeg end gør, hvor jeg end er
Der er intet der sletter dig, jeg tænker på dig
Og ligemeget hvad jeg lærer, så forstår jeg ikke
Hvorfor jeg bløder, og ikke dig

Og ikke dig



PS. Beklager den noget ubehjælpelige oversættelse. Originalen føles en kende mere poetisk.

torsdag den 3. marts 2016

Hvori jeg hører "pas toi" på repeat

Hvor går man hen med sit knuste hjerte når den man plejer at gå til er den der har knust det?



PS. Det er ikke Manden der agerer hjerteknuser. Han er som altid en helt.

PPS. Den sidste måneds radiostilhed skyldes medicinudtrapning. Det skal vi nok vende tilbage til siden hen.